Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Indtryk fra Polen - Iagttagelser og Overvejelser - III. Tredie Indtryk (1894) - IV. Kirkefest og gejstligt Maaltid. Troen - V. Sørge-Optoget 1894, en vemodigt-latterlig Demonstration. Malere og Forfattere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
118 Indtryk fra
Polen
«Du ser det selv, det er en Grusomhed at tage
mig. Hvad skal der dog blive af mine fem Smaa, til
hvem jeg dagligt skaffer Føden, naar jeg er borte
og ikke mere kan gøre noget for dem. De vil ynkeligt
omkomme. Jeg beder dig, gaa din Vej igen!»
- Da ilte Døden trods den Befaling, den havde
faaet, paany til Kristus og forelagde ham Sagen og
spurgte om Ordre. Kristus. gav først Døden to
kraftige Ørefigen for dens Ulydighed - man føler
Bonde-Erfaringen bagved - og sagde saa: «Flyv
ud over Verdenshavet, dyk ned, hvor det er dybest,
og bring mig den lille hvide Sten, du finder der».
Døden dukkede under, fandt Stenen og bragte den. -
Kristus sagde: «Knæk den med dine Tænder».
- Den var haard for Dødens kødløse Kæber,
men den blev knækket, og Inden i den laa en
lille levende Orm (!). Da sagde Kristus: «Der
ser du, jeg vidste, at der i denne lille Sten,
som laa skjult paa Havets Bund, fandtes en Orm,
og jeg, som véd dette, jeg skulde ikke have tænkt
paa, hvordan det skal gaa de fem Børn. der paa mit
Bud bliver moderløse. Afsted! og slaa straks
Moderen ihjel!»
Det er en saadan Tro, der udkræves hos Menigmand for
aldrig at blive usikker med Hensyn til Forsynets
Planer i et Land og under et Styre, hvor man ikke
netop kan sige, at Forsynets Indgriben med nogen
synderlig Tydelighed spores.
V
Højsommeren er forbi og Skribenter, Digtere,
Journalister begynder at vende tilbage til
Warszawa. Man kan ikke vise sig i en Restauration
derinde uden at overvældes med Omfavnelser og
Mandfoikekys paa begge Kinder, og altid den samme
Vending: «Hvilket Forræderi at være kommen hertil
paa en Tid, da alle Mennesker var borte!» Og saa
aabnes Samtalens Sluser; og den saa længe Ensomme
indvies med et Slag i alle de literære Forhold,
i hundrede Familiehistorier, i Snese af politiske
Ulykker og Rænker og i hele det internationale Vrøvl
om Honorarer og Forlæggere og Medbejlere. Og Masser
af halvglemte, halvudviskede Skikkelser og Skæbner,
Dusiner af halvglemte Navne rejser sig i Erindringen
paany, og det er En tilsidst, som havde man kun været
ganske kort Tid borte, og saa er det syv Aar.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
