Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Indtryk fra Polen - VI. Polens romantiske Literatur i det nittende Aarhundrede - VIII. Pan Tadeusz, Aarhundredets eneste fortællende Digtning. Mickiewicz og Rzewuski. Mickiewicz's Betydning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
266 Indtryk
fra Polen
Elisabeth Browning har i sin Aurora Leigh’s smukke og
veltalende Vers sagt et kraftigt Ord om Muligheden af
at se dette. Hun siger: Enhver Tidsalder synes dem,
der lever i den, blottet for Helte. Det ligger i at
den ses paa altfor nært Hold. Hvis Bjerget Athos,
som Alexander ønskede det, var blevet tilhugget til
en uhyre Billedstøtte af en Mand, saa vilde Bonden,
der samlede Urter i dennes Øre, saa lidt som de Geder,
der tyggede Drøv ved dens Fod, have en Forestilling
om dens menneskelige Form. Han maatte rejse mikvidt
bort, før Kæmpebilledet viste sig for ham med fuldt
menneskeligt Aasyn Saaledes ser det almindelige
Menneske og den almindelige Digter ikke Omridsene af
den Tid, hvori de lever.
Mickiewicz var i den Forstand den ualmindelige
fortællende Digter, at han formaaede tilfulde at
gengive ikke blot hele Ejendommeligheden af sit
Fødelands Sæder, men hele Storheden og al Poesien,
som Tiden omkring 1812 i Polen bar i sit Skød, Han
vovede at grunde en omfangsrig Digtning paa Selvsyn.
Dens Tilblivelse er mærkværdig. Den fremgaar af
Mickiewicz’s Urykkesfølelse, efter at Revolutionen
1831, i hvilken han ikke havde deltaget, var
knust. Han skriver 1832 efter Garczyn-skis Død: «Jeg
er som en Franskmand paa Tilbagetoget fra Rusland,
sædeligt nedbrudt, svag, næsten uden Støvler.» Han
var bleven indesluttet, mørk, tvær, menneskesky,
og skødesløs i sin Klædedragt. For at komme bort fra
denne fortvivlede Forstemthed tyede han tilbage til
sit Barndomsland, det Litauen, i hvilket han havde
set Lyset, som han ikke havde genset siden den første
Ungdoms Aar og som han, den Forviste, aldrig skulde
gense. Og det Forunderlige skete, at han, der som
Digter, umiddelbart eller gennem Masker, altid kun
havde talt i eget Navn, han der havde trodset og
opflammet, taget til Genmæle og ophidset, han blev
Fortæller med fuldendt Ro og med mægtig Bredde.
Han opnaaede den fortællende Digters sjældne
og kostelige Troskyldighed af en dobbelt Grund,
formedelst en Særegenhed i hans Forhold til sit Æmne
og en Særegenhed ved Æmnet selv.
De andre Digtere savnede Naivetet. Men han, som kun
havde set sit Fødeland med Barnets Øjne og aldrig
kunde gense det med den Voksnes, altsaa aldrig faa
hint første Billed fortrængt eller overdækket, han
fik til Erstatning for Udespær-ringen fra den fædrene
Jord den episke Digters saa længe tabte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
