Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Indtryk fra Rusland - Literære Indtryk - IV. Den nationale Ejendommelighed. Lillerusserne Gogol og Sjevtsjenko. Gogols Satire og Genialitet. Hans Undergang. — Sjevtsjenkos Lidelseshistorie og Poesi. — Reformatorerne Herzen og Tsjernisjevski. Herzen og Bjelinski. Herzen skaber en offenlig Mening. Tsjernisjevskis Fængsling og Dom. Hans Skæbne og Ideer. Det typisk Russiske i hans Hovedværk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
478 Indtryk fra
Rusland
Da efter syv Aars Forløb (1857) hans Petersborgske
Beundrere, især Grevinde Alexis Tolstoj, endelig
opnaaede hans Afskedigelse fra Krigstjenesten, kunde
Fortets Kommandant understøtte Ansøgningen med den
Erklæring: «Manden er uskadelig». Han rejste til
Petersborg, skrev der med paany opblussende Kraft et
bittert haanende Digt Brødrenes Kald mod den russiske
Panslavisme, der vil befri andre Folk, men grusomt
undertrykker slaviske Stammer i Rusland selv, fik
forskellige Arbejder udgivne uden Forfatternavn og
nedskrev sit kortfattede Levnedsløb.
Han var kommen tilbage fra sin Ungdoms
kritikløse Begejstring for Ukraines kosakkiske
Fortid. «Hetmanskabet» havde tabt sin romantiske
Straaleglans for ham. Mod dets Adelsminder stillede
han nu Bondefrigørelsens Tanke. Og mod Slavofilernes
skriftlærde Væsen stillede han hvad de glemte eller
oversaa: det lillerussiske Folks haarde Nød, den
Jammer, som Trældom og Uvidenhed havde bragt over
det.
Han døde i Petersborg i Februar 1861 og blev efter sit
Ønske begravet i Kaniov i Ukraine. Hvor meget Ondt han
end personligt havde lidt, hvor megen Forfølgelse af
den lillerussiske Nationalitet han end havde været
Vidne til, han oplevede dog ikke, hvad der vilde
have nedslaaet ham mere end nogen personlig Pinsel,
som han var Genstand for: det 1875 udstedte og i vore
Dage stadigt vedligehoidte Forbud mod i det russiske
Rige at trykke eller udgive nogensomhelst Bog,
endsige nogensomhelst Avis i det iillerussiske Sprog.
Sjevtsjenkos Poesi er da ikke blot det højeste og
rigeste Udtryk, som den Folkestamme, han tilhører,
har naaet i Literaturen, men den er paa russisk Grund
dens sidste Udtryk. Hans Begavelse er mangesidig: han
har skrevet politisk og idyllisk Lyrik, Elskovsdigie,
korte Sanlfundsskildringer paa Vers og i de gamle
Folkevisers Aand et stort historisk Epos, som blandt
moderne slaviske Fortællinger paa Vers kun staar
tilbage for Mickiewicz’s Pan Tadeusz. Hajdamakerne
(o: de kosakkiske Stridsmænd) behandler den
lillerussiske Folkeaands sidste selvstændige Rejsning,
Kosakopstanden under Gonta 1770. Den var rettet mod
den polske Adel, som i hine Tider paa en grusom Maade
undertrykte Ukraine, og som, da det kom til Stykket,
var for sløv og opløst til at forsvare sig. Men den
russiske Regering, som frygtede, at Oprøret skulde
udbrede sig indenfor Ruslands Grænser,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
