Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Indtryk fra Rusland - Literære Indtryk - V. Turgenjev, den første russiske Forfatter, som bliver international. Hans Sortsyn. Han er Kunstner og Tænker. Hans Virksomhed for Livegenskabets Ophævelse. Karakteristik af ham selv og hans Romaner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Indtryk fra Rusland
495
Ørevidne, kaldte ham saa affekteret, at han end ikke
kunde spise uden Affektation. Bjelinski rev ham løs
fra Byron, Heine og .Romantiken og førte ham paa
rette Vej.
Han gengav, hvad han kendte tilbunds: russisk Natur og
russisk Folkeliv, og gav sin Harme over Livegenskabet
Udtryk i de Former, Censuren tilstedte. Denne
har sikkert havt en gavnlig Indflydelse paa
hans Talent, udviklede med Nødvendighed alt det
Fornemme og Forbeholdne deri. Har han nogensinde i
den tidligste Ungdom havt et Hang til ligefrem Patos,
til Deklamation, til afstikkende Virkninger - udpræget
kan det under ingen Omstændigheder have været - saa
maa Forholdet til Censuren have udryddet det. For
at vække Medlidenhed med de Livegne, for at vise den
Retløshed, i hvilken de tilbragte deres Liv, og give
Billeder af den Raahed, som mishandlede dem til Døde
- selv uden at anvende Pisk eller Knut - fortalte
han Brudstykker af sit Levned som Jæger, Besøg hos
Godsejerne eller hos Lægen og deriblandt af og til en
lille Historie: Historien om hin Møllerkone, der som
Pige gjorde sig skyldig i den sorte Utaknemmelighed
at ville gifte sig, skønt hendes englegode Frue ikke
kunde udstaa gifte Tjenestefolk, og som, da hun ikke
afbrød Forholdet til sin Kæreste, blev straffet med
Tvangsgiftermaal med en anden efter at have set sin
Petrusjka stukket ind i Hæren. Eller Historien om
den døvstumme, kæmpestærke Gaards-karl Garassim, hvis
Elskede Naadigfruen for Morskabs Skyld giftede med en
Drukkenboldt, og som blev tvungen til at drukne sin
Hund, en lille mager Hvalp, Mumu - hans sidste Trøst
og eneste Selskab i Verden - fordi den undertiden med
nogle Bjæf tirrede Fruen, naar hun efter altfor stærke
Maaltider laa søvnløs. Begge Historier er fortalte
uden Overvejelser, uden Dom over det Fortalte; Harmen
over den udviste dyriske Raahed ytrer sig kun i Ironi,
og denne Ironi forsvinder paany i Helhedsstemnin-gens
Vemod.
Det, der gør Turgenjevs Grundstemning saa rig og
ejendommelig, det er, at han paa en Gang er Pessimist
og Menneskeven, at han har elsket den Menneskerace,
om hvilken han tænkte saa ringe, og som han tiltroede
saa lidt.
Men han havde set altfor Meget slaa fejl og strande i
Rusland til at kunne fortælle Andet end Begivenheder
med ulykkelig eller vemodvækkende Udgang. For ham
er en Kærlighedshistorie ikke ægte russisk, hvis den
ikke ved Mandens Ustadighed eller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
