Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Indtryk fra Rusland - Literære Indtryk - VI. Dostojevski. Hans Gladsyn. Hans sammensatte Karakter. Hans kristelige Følelsesliv. Hans første Optræden. Bjelinski og Dostojevski. Hans Fængsling og Dom. Tugthuset i Sibirien. Hans Romaner. Hans Virksomhed som slavofil Journalist
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Indtryk fra Rusland
525
skadelig Lus, en gammel Aagerkælling, for hvis Drab
fyrretyve Synder burde tilgives En, et Væsen, der
blodsugede Fattigfolk - det skal være en Forbrydelse
!» - «Du har udgydt Blod!» udbryder Søsteren
fortvivlet. - «Blod!» svarer Raskolnikov. «Alle
udgyder det - det flyder og har altid flydt paa
Jorden strømmevis, det udgydes som Champagne, og man
bliver kronet derfor paa Capitolium og saa kaldt
Menneskehedens Velgører - jeg selv vilde jo kun
det Gode og vilde have gjort hundrede tusinde gode
Gerninger for denne ene Dumhed; og ikke engang en
Dumhed var det, blot en Ubehændighed. Ved denne Dumhed
vilde jeg kun sætte mig i en uafhængig Stilling, gøre
det første Skridt, og siden vilde alt dette blive
opvejet ved en forholdsvis umaadelig Nytte. Men ikke
engang det første Skridt har jeg kunnet gennemføre,
fordi jeg er en Pjalt! Det er det Hele.»
Dog, Sonja er i Længden stærkere end han. Han kan
ikke modstaa den i al sin Ydmyghed og Nedværdigelse
stærke Kvindes Bøn til ham om at bekende sin Gerning,
og Romanen ender med Raskolnikovs Selvanklage paa
Politikontoret: «Det var mig, der myrdede den gamle
Registratorenke og hendes Søster med en Økse og derpaa
røvede deres Ejendom.»
Dostojevski har i denne Fortælling øjensynligt villet
give et Tidsbillede. «Hvad her foreligger*, siger
i Bogens tredje Del Forhørsdommeren Porfyrius til
Helten, «er tydeligt nok et fantastisk, sørgeligt
Foster af den nyere Tidsretning; det er en Daad,
som kun Nutiden kunde frembringe, den Tid, l hvilken
det er Skik at tvinge sine Følelser tilbage og anføre
Talemaader som den: at Blod virker «forfriskende*;
det er Fantasier, der stammer fra Bøger; det er et
Hjerte, der er krampagtig overspændt af Læresætninger;
det er en Besluttethed, der gaar til Forbrydelsen,
som om fremmede Fødder bar den derhen.* Forfatteren
har øjensynligt den politiske Gæring for Øje, skønt
han vel vogter sig for ligefrem at tale et Ord om
Politik. Der findes en utvivlsom Hentydning til
Kejsermord. «Det er endda godt», siger Porfyrius til
Raskolnikov, «at det kun er saadan en elendig gammel
Kone, De har dræbt; dersom Deres Lære havde taget en
anden Retning, saa var Deres Udaad maaske bleven en
hundrede Millioner Gange frygteligere Daad.» Og der
findes ad Omveje, gennem en Drøm, som Raskolnikov har,
mens han ruger over Mordtanken og ræddes for den,
en Skildring, der vel intet Steds ligefrem anvendes
paa det russiske Folk, men som utvivlsomt i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
