Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Indtryk fra Rusland - Literære Indtryk - VI. Dostojevski. Hans Gladsyn. Hans sammensatte Karakter. Hans kristelige Følelsesliv. Hans første Optræden. Bjelinski og Dostojevski. Hans Fængsling og Dom. Tugthuset i Sibirien. Hans Romaner. Hans Virksomhed som slavofil Journalist
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
534 Indtryk fra
Rusland
for De den Gang indgik dette lave og skammelige
Ægteskab! . . . De giftede Dem af Lyst til at føle
Smerte, Samvittighedskvaler, af aandelig Vellyst,
Det var en Nervepirring.» Og denne Opfattelse er ikke
enestaaende.
Derfor bliver højst betegnende og ægte
byzantinsk-kristeligt Attraaen efter Liv for
Dostojevski selve det Onde. Det er dette, han
hemmelighedsfuldt har legemliggjort i de tre Brødre
Kara-mazov. Ateisten Ivan siger til sin yngre Broder:
«Véd du, at hvis jeg havde tabt min Tro paa Livet
. . . saa vilde jeg dog ikke dræbe mig, jeg vilde
leve trods Alt! Jeg har ført det fortryllede Bæger
til mine Læber, jeg slipper det ikke, før jeg har tømt
det tilbunds ... . Mer end én Gang har jeg spurgt mig,
om der i Verden gives en Smerte, som er i Stand til i
mig at overvinde denne uendelige Tørst, denne Tørst
efter Liv, der maaske er usømmelig; men jeg tror
ikke, at der for mig i mit tredivte Aar gives nogen
saadan Smerte. Jeg véd det nok, at denne Livstørst,
den kalder Pligtlærerne, især de, der skriver Vers,
de tuberkuløse Folk og de, der evigt har Snue, for lav
og foragtelig. Det er ogsaa sandt, at denne Tørst er
det Karaktertræk, som betegner Familien Karamazov:
At leve! det koste hvad det vil! Den er ogsaa i
dig. Men hvad lavt er der i den? . . .»*)
Skønt nu Livstørsten er af det Onde, er Lidelsen dog
ikke uden videre et Gode. Dostojevski er med al sin
(ubevidst grusomme) Dvælen ved Kvaler og Nyden af
Kvaler altfor blød og følsom og nervesvag og skælvende
til ikke at smelte hen i Medlidenhed. Ja Medlidenheden
er ham en Art Religion, og den kommer ham stundom
i Vejen for hans Lærebygning, hans Gudstro, hans
Kristendom. Han er Dialektiker nok til at kunne rejse
et frygteligt Angreb paa Gudstroen ud fra Lidelserne
paa Jorden. Man læse f. Eks. Ivans Opregnen af alle
de menneskelige Grusomheder mod forsvarsløse Dyr,
mod Smaabørn, hans Syslen med alle Grusomhedens
Forfinelsen en lille Hest, som piskes i Øjnene,
et syvaars Pigebarn, som piskes med Tjørneris; et
fera-aars Pigebarn, som man i Nattekulde om Vinteren
indelukker paa Klosettet, og hvis Ansigt man tilsmører
med Skarn, som man tvinger hende til at spise; en otte
Aars livegen Dreng, som en General lader sønderrive
af sine Hunde - Alt dette uden at Gud griber ind -
og man overveje hans Slutning: det er muligt
Les fréres Karamazov I 205.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
