Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Indtryk fra Rusland - Literære Indtryk - VI. Dostojevski. Hans Gladsyn. Hans sammensatte Karakter. Hans kristelige Følelsesliv. Hans første Optræden. Bjelinski og Dostojevski. Hans Fængsling og Dom. Tugthuset i Sibirien. Hans Romaner. Hans Virksomhed som slavofil Journalist
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Indtryk fra Rusland
535
at alt dette tilsammen hører med til Altets himmelske
Samklang; men jeg anerkender den ikke, den opvejer
for mig ikke en eneste Taare af et Barn.
Den unge Helgen Aliosja slaar paa Dostojevskis Vegne
disse Tvivlsmaal ned med Svaret: «Der gives et Væsen,
som kan tilgive Alt, thi han selv har udgydt sit
uskyldige Blod for Alle og Alt.»
Bevisgrunden er ikke stort bedre end den,
som paa et andet Sted i Bogen Djævelen under en
Synsvildelse giver Ivan: «Hvad Fornøjelse vilde man
have uden Lidelsen? Alt vilde være som en uendelig
Kirkefestlighed: helligt, men usigelig kedsommeligt»
Med en ganske overordenlig Højhed og Storhed har
Dostojevski udfoldet det religiøse Spørgsmaal, som
det stillede sig for ham, i den sindrige Digtning
Storinkvisitoren, til hvilken han lader Ivan være
Forfatter og for hvis Skyld alene Brødrene Ka-ramazov
burde oversættes paa Dansk:
Kristus er vendt tilbage paa Jorden. Ved en
stor Opbræn-delse af Kættere i Sevilla, hvor
man tilintetgør hundrede Vantro til hans Ære,
viser han sig, vandrende stilfærdigt i Baalets
Aske. Alle kender ham, Folkemængden stimier om ham,
han velsigner den. Da lader Storinkvisitoren, en
halvfemsindstyveaarig Olding, ham gribe, fængsle,
anbringes i en Celle for de til Baalet Dømte, og dér
gør han ham ved Nattetid et Besøg. Digtet bestaar i
Samtalen mellem Inkvisitoren og Kristus, eller rettere
i den førstes lange Enetale, som ikke afbrydes af
noget Svar, en Enetale, i hvilken Kardinalen viser
Frelseren, hvor megen Uret han har gjort ved at komme
igen og forstyrre sine Troendes Værk, og forkynder
ham sin bestemte Vilje at lade ham levende brænde som
Kætter for at faa Fred til sin Gerning. Inkvisitoren
udvikler for Kristus, hvilke Fejl, politiske Fejl,
denne i sin Levetid har begaaet. Den vigtigste af
alle var den ikke at følge Fristerens Opfordring til
at forvandle Stene til Brød, men aabenbare sig for
Menneskene med tomme Hænder. Derved har han gjort det
muligt for dem, der rejser sig imod ham, at samles om
det Løsen: «Giv dem først Mad, hvis du vil, at de skal
være gode!». Vi, siger Kardinalen, giver dern Brød. Vi
forstaar at lyve og vi taler i dit Navn. Og de ender
med at bringe os deres Frihed, nedlægger den for vore
Fødder og beder os om Lænker og Brød. Der gives paa
Jorden kun tre Kræfter, som kan holde den i Grunden
saa svage og tillige saa opsætsige Menneskehed
34*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
