Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Indtryk fra Rusland - Literære Indtryk - VII. Tolstoj. Det Mægtige i hans Væsen og Fantasi. Hans Indbildningskrafts episke Karakter. Hans Virkelighedssans og Gætningsevne. Hans historiske Portræter. Deres Mangler. Hans Skæbnetro. Hans Skildringer af, hvordan man dør. Hans Ideal af Tilbagevenden til Naturen. Hans Sortsyn og det franske. Hans kristelige Socialisme, saa typisk russisk. — Hans Liv og Lære. Hans Virksomhed for Folkeoplysning og Folkeopdragelse. — Hans Portræter. Hvad de lærer. Kramskoj's Portræt og Rjepin's Maleri. Tolstoj som Plovjernsfyrsten. — Sort Jord
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
538 Indtryk
fra Rusland
og under Stormen paa Sebastopol, tog efter
Fredsslutningen sin Afsked. 1857 foretog han sin
første Udenlandsrejse. Den gik til Tyskland og
Italien. Paa sit Gods, hvor han nærmede sig Menigmand
og studerede hans Væsen, grundede han en Friskole, og
syslede paa alle Maader med Tanken om, hvad der kunde
og burde gøres for det jævne Folk. I 1862 giftede
han sig. Han havde først i Sinde, at skrive en stor
Roman om «Decembristerne» (Oprørerne fra 1825) men
opgav denne Idé for en anden, af hvilken Krig og Fred
fremgik (1865-1868). 1878 fulgte Anna Karénina, senere
Noveller, Drarner, Folkeskrifter, Bekendelser. ^
Det betegner Arten af Tolstojs Virkelighedstroskab,
at han begynder som Selviagttager og
Selvbiograf. Turgenjev træder i sit Livsv&rk
personligt ganske tilbage. Hvor man hos Dostojevski
skimter Digteren selv, der er det i hine Figurer, som
ganske ofrer sig for Andre og i Reglen til Gengæld
forsmaas, fordi de mangler alle de forføreriske
Egenskaber, med hvilke de fladere Personer
glimrer. Saaledes Fortælleren Ivan Petrovitsj i De
Forurettede og Undertrykte. Der er et Glimt af det
Samme endog i den gamle Makar Alexievitsj i Fattige
Folk. Rørende beskeden, ja ydmyg er Selvskildringen
i Det døde Hus, skønt Forfatteren lader forstaa, at
Fortælleren af de Andre betragtes som en ualmindelig
Personlighed. Men altid tegner Dostojevski, hvor
han bruger sig selv som Mode], et Væsen af den
over-ordenligste Godhed. I sin Roman Idioten har han
malt sig i Heltens, Fyrst Mysjkins, Skikkelse. Mysjkin
er Geni ved den højeste Begavelse, Barn ved Hjertets
Simpelhed og Renhed. Fire og tyve Aar igennem har han
været syg af det uhelbredelige Onde, Ligfald, derfor
finder han sig med Blidhed i, at man, endog naar han
er i Besiddelse af alle sine Evner, behandler ham som
en Syg eller Gal, En, der er paa Nippet «til at faa
sit Tilfælde*. Han har ingen fine Lader, formaar ikke
at holde til Raade med sine Tanker og bruger, som han
selv siger, derfor Ord, der ikke passer til de høje
Forestillinger, han vil udtale, og ligesom nedværdiger
dem. Men ligefuldt er der i hans Omgivelser ikke En,
der er Saadanne Ord værdig. Det forkynder Dostojevski
gennem en ung Piges Mund: Bingen her er Deres Aand,
Deres Hjerte, nej, ikke saa meget som Deres lille
Finger værd! De er ærligere end vi alle, ædlere,
klogere end nogen af os!»
Naar Tolstoj begynder med at skildre sig selv, saa er
det, fordi han kun vil skildre, hvad han kender. Han
fortæller sit
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
