Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Indtryk fra Rusland - Literære Indtryk - VII. Tolstoj. Det Mægtige i hans Væsen og Fantasi. Hans Indbildningskrafts episke Karakter. Hans Virkelighedssans og Gætningsevne. Hans historiske Portræter. Deres Mangler. Hans Skæbnetro. Hans Skildringer af, hvordan man dør. Hans Ideal af Tilbagevenden til Naturen. Hans Sortsyn og det franske. Hans kristelige Socialisme, saa typisk russisk. — Hans Liv og Lære. Hans Virksomhed for Folkeoplysning og Folkeopdragelse. — Hans Portræter. Hvad de lærer. Kramskoj's Portræt og Rjepin's Maleri. Tolstoj som Plovjernsfyrsten. — Sort Jord
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Indtryk fra Rusland
539
Barndoms- og Ungdomsliv (Barndom, Ungdom), dernæst ad
en Omvej, men paa gennemsigtig Maade sine Oplevelser
som Officer i Kaukasus (Kosakkerne), sine Minder fra
Krigen (Krigsbilleder, Sebastopol). Overalt, hvor
han giver et Billede af sig selv, er Selvkritiken
og Selvironien haandgribelig. Han afslører sine
Svagheder, viser os sine Daarskaber. Aldrig gør han
Indtryk af en ædel Skikkelse. Tvertimod, han er den,
hvem det, mindre end Andre, lykkes at vinde Hjerter,
og som ikke fortjener mere Lykke end den, der falder i
hans Lod. I Kosakkerne er hans Olenin, som Petsjorin
hos Lermontov, en i Kaukasus levende russisk Officer
af det elegante Selskab. Men medens Petsjorin trods
sin Kulde overalt møder Varme hos Kvinderne, høster
Olenin for lang Tids lidenskabelige Kærlighed til
et Maturbarn, en Kosakpige, kun en saadan Uvilje og
Foragt, at hun end ikke vender Hovedet efter ham,
da han rejser. Hos Lermontov er den højt udviklede
Mand tiltrækkende, selv om han er sløvet af Nydelser;
for Tolstoj gælder det her som altid om at hævde
Naturens Overlegenhed over en kunstig Dannelses
Frembringelser. Og med denne hans Kærlighed til
Naturen og Beundring for den hænger det sammen,
at Kaukasuslandskabet, som i Vor Tids Helt kun var
Ramme, i Kosakkerne fremtræder sammensrneltet med
Naturmenneskenes Friskhed og Kraft: «den evige Sne,
som ingen Haand kan naa, og den ophøjede Kvinde i sin
oprindelige Skøn-hed» . . . «jeg glædede mig over
hende som over Bjergenes og Himlens Herlighed og
kunde ikke lade være at glæde mig, thi hun er skøn
som de» . . . «maaske elsker jeg i hende Naturen,
Legemliggørelsen af alt Skønt i Naturen* osv. - Man
føler, at noget ganske Andet end Selvforherligelse
ligger Digteren paa Hjerte: Virkelighedstroskab.
Det er denne Virkelighedstroskab, som rører overalt
hos Tolstoj: først hvor Digterens egen Karakter spores
i opdigtede Skikkelser, som i visse tunge Naturer,
stærke og kejtede Mænd, der uden synderlig Handlekraft
længe lader sig drive med Strømmen, indtil en Vækkelse
af religiøs Natur kalder alle deres bedste Evner
i Vaaben: Bezuchov i Krig og Fred, Lévin i Anna
Kåre-nina, er Eksempler - dernæst, hvor Tolstoj
skildrer fremmede Naturers daglige Liv som i den
fine, bittert sandhedskærlige Novelle Familielykke,
der virker mægtigt ene og alene ved Udfoldelsen af,
hvorledes Livets Indbildninger opstaar, næres og
tabes. Den skildrer Elskovens Vækst og Blomstren,
saa den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
