Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Europa og Asien - Italien - Annie Vivanti
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Annie Vivanti
123
Opdragelse og lærte at synge «sora en sand
Italienerinde». Der fandt hendes Fader hende
igen og tog hende med til Italien 1887. Hun
blev Varietesangerinde og udgav en lille halvt
selvbiografisk Roman om . en saadans Levned. 1890
udgav hun sine Digte.
Det vidste jeg dog ikke da, og Digtet sagde ikke
stort, gav kun Lyst til at høre mere. Den smukke
Sicilianer maatte læse og læse, mere end den halve
Bog igennem, før hans Tilhørere fik nok.
Saa laante jeg Bogen, og under en Sygdom studerede
jeg den Linje for Linje. Den blev mig kær. Rundt om
i Italien vilde jeg købe den, men kunde ingensteds
faa den. Den var
«
udsolgt, hed det, og i Bogladerne angav man Grunden:
Annie Vivanti fortrød disse frie og lidenskabelige
Vers; hun havde endt sit omflakkende Levned som
Sangerinde; hun havde giftet sig, var traadt ind i
det regelrette Samfund og havde for at udslette sin
lyriske Fortid opkøbt sin Digtsamling og vilde aldrig
udgive den mere. Dog hvad hun især fortrød, det var
Digtet Ave, Albion! med dets ungdommeligt-sydlandske
Haan mod Englænderne, thi den, hun havde giftet
sig med, var en Englænder. Det lød troværdigt. Thi
Digtet Ålbion var unegteligt ingen Artighed til
Brudgommen. Det lyder:
Du grimme, taagede, forfrosne England, du afskj^elige
Ø, hvor jeg er født, med dit brave, søvnige Folk,
gid Fanden havde dig, forbandede Land! I sørgelige
Englændere med jert hørgule Haar! I magre Englændere,
rødkindede og flove! mon det er Kulden, der har
gjort Jer saa dumme, I lange Pakker af Paraplyer og
Sjaler? I forstandige Folk med rolige Sindsbevægelser,
med dæmpet Tale og undertrykt Latter, giv mig en
Smule Sol, giv mig en Smule Ild! Giv mig den vilde
Elskov, det rasende Had og Sydlændernes Blodhævn,
Øjets og Dolkens Glimt, Vredens Voldsomhed og den
pludselige Tilgivelse! Giv mig den lette Latter
og den stærke Graad og mit Italiens Tungemaal og
bær dem hjem i Eders Plaid’er, Jere pæne og skæve
Ideer om det passende! Rejs og ryg, du Folk af
Forkølede! Gudskelov, jeg træder ikke mer din sølede
Jord. Ja du Folk, sorn er og bliver tørt under det
evige Regnskyl, gaa paa dine store Fødder Pokker i
Vold!
Sidst spurgte jeg efter Bogen i Milano i Forlæggerens
egen Boglade. Men Boghandlermedhjælperen erklærede
mig, den var uop-naaelig. Han selv havde for længere
Tid siden givet tyve Lire for sit Eksemplar. Annie
Vivanti vilde aldrig mere have Bogen udgivet; hun
havde giftet sig med en Lord! Og den flinke Fyr var
paa sit Folks Vegne øjensynligt lidt smigret ved at
den unge italienske Digterinde havde ægtet saa fornem
en Fremmed, endda
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
