Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Europa og Asien - Palæstina - I. Jobs Bog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jobs Bog
349
som Østens Arabere, falder der jævnligt Ytringer,
som tyder paa, at de boer i Huse i en By.
Det synes her, som om Digteren undertiden har glemt
den Tilstand, hvori han har hensat sine Personer,
og havt den for Øje, der paa hans Tid var almindelig.
Sikkert er saa meget, at de syv Kapitler, hvor Jobs
fjerde Ven Elihu indføres talende, er uægte, langt
senere indskudte af en Forfatter, hvem Bogens dristige
Sprog har skræmmet. Selve Elihus Indlæg er svagt,
bringer kun Gentagelser eller almene Overvejelser;
Elihu er desuden ikke nævnt i Forspillet, og da
han har talt, henvender Jahve Ordet ikke til ham,
men til Job, hvad tydeligt røber Indskuddet.
Hvad enten nu imidlertid de Modsigelser, som findes,
kun skyldes den Overlast, Værket i Aartusinders
Løb har lidt, eller Rammen virkelig er af en anden
Forfatter end Værket, saa viser dettes Genialitet
sig dog i, at Slutningsordene netop kun staar der
som fordret Efterskrift, men ingenlunde besværger de
Aander, hvilke Digtet har manet op, ingenlunde bringer
de Tanker og Tvivl til at forstumme, som i Digtet
frit er udtalte. Jobs Bog betegner et Højdepunkt af
Tankens Frihed i det gamle Israel.
Digteren staar overfor dette Grundspørgsmaal: Hvor og
hvorledes raader Retfærdigheden? Job afviser det Svar,
at den sker Fyldest i Stammen eller i Familien. Den
onde Mand dør i Velvære og mærker intet til den mulige
Ringeagt, der rammer hans Søn. Og Job fortvivler over
Menneskets Elendighed, over Himlens Ligegyldighed,
over de Ondes grusomme, ustraffede Uretfærdighed, de
Fattiges sørgelige Vanskæbne og Guds Usporlighed, naar
han hedest søges. Bogens Slutning er den pligtskyldige
og barnlige Harmoni; men i Værkets Midte stilles
Spørgsmaalene og udtrykkes Klagerne med en Lidenskab,
hvis Flamme Slutningen ikke slukker. Og at Bogen ikke
uden videre lærer, men drøfter og tvivler, det er et
af Vidnesbyrdene for dens høje Ælde. Da det gamle
Israel havde ophørt at være til som selv-støendig
Nation og var afløst af Jødedommen, det vil sige
af den Særkirke, der overlevede det af Assyrer og
Kaldæer tilintetgjort e
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
