Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Europa og Asien - Palæstina - II. Sangenes Sang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
400
Sangenes Sang
Alexandria tolkede Nyplatonikerne Homer allegorisk,
Guder og Heroer blev det guddommelige Verdenslivs
personliggjorte Kræfter, og saaledes fortolker Paulus
og Talmud det gamle Testamente. I Talmud begynder
ogsaa den religiøse Tydning af Sangenes Sang.
Det var dog især de Kristne, som, i høj Grad
overdrivende de jødiske Forestillinger om Skrifternes
kirkelige Hellighed, følte sig forpligtede
til fortvivlede Bestræbelser for at finde en
hemmelighedsfuld Mening i den gamle Elskovsdigtning.
Renan har samlet en hel Del lærerige Eksempler paa
hine Tiders Fortolkningskunst. Theofilus fra Antiochia
forklarer i det andet Aarhundrede det Træ fra Libanon,
hvoraf Salomo lod sig gøre en Seng, ved Ruth,
der i sit Skød gemte hele Davids Æt, og Sengen ved
«de Sjæle, der bærer Gud i sig». Origenes gav i det
tredje Aarhundrede den første fuldstændige Allegori
af Digtet: Der er deri kun Tale om den guddommelige
Kærlighed, og Digtet er Brudesangen mellem Kirken
og dens himmelske Brudgom Kristus. Fra da af var
den eneste Mening, man ikke lagde ind i Digtet,
den bogstavelige. Før det sekstende Aarhundrede
var der kun en enkelt Stemme, der hævede sig for
en sund Fortolkning, Oldtidsteologen Theodorus fra
Mopsuhestia’s, hvis Meninger blev fordømte paa den
andet i Konstantinopel holdte Kirkeforsamling. I
Middelalderen var der ikke et Menneske, som nærede
en Tvivl om Digtets gudelige Beskaffenhed.
Da Mariadyrkelsen opkom, blev Sulamit sat lig Maria,
og næsten alle Træk i Digtet anvendte paa Guds
Moder. I Salomo saa man da Forbilledet for Jesus. De
første Protestanter skilte sig i dette Punkt i ingen
Henseende fra de samtidige Katoliker. Den første,
der efter Theodorus betegnede det Digt, Luther kaldte
Højsangen, som en verdslig Bog, var en Præst i Genf,
Sebastian Ghastillon, der levede under Renæssancen,
men han gik til den Yderlighed at anse Højsangen
for et uanstændigt Skrift, der burde slettes af
de kanoniske Bøgers Liste. Hugo Grotius sluttede
sig til ham. Bossuets Opfattelse var mildere:
Bogen havde en dobbelt Mening, en bogstavelig og
en hemmelighedsfuld. I det syttende Aarhundrede saa
Cocceius, Professor i Leipzig, i Digtet en profetisk
Fremstilling af den kristne Kirkes Historie gennem
Tiderne i syv Tidehverv.
Endnu i vort Aarhundrede har Fortolkningsgalskaben
holdt sig. Reuss har samlet en Mængde lærerige
Vidnesbyrd derom:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
