Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Europa og Asien - Palæstina - V. Det nye Testamentes Forhold til det gamle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det nye Testamentes Forhold til det gamle
449
kommer, mistænkelig. Dels findes den slet ikke I
noget af de tre Evangelier, der stammer fra det første
kristelige Aarhundrede, kun i det fjerde, uhistoriske
Evangelium, som er nedskrevet mellem 135 og 150. Det
er allerede paafaldende, at en saa smuk og betegnende
Tildragelse er forblevet de tre første Evangelister
ubekendt; thi at de skulde have kendt den og ikke
fundet den værd at omtale, er utænkeligt. Men hertil
kommer endda, at denne Fortælling i Virkeligheden slet
ikke oprindeligt har tilhørt Johannes’ Evangelium, men
er et senere Indskud. Den findes ikke i de ældste og
bedste Haandskrifter, og den forstyrrer Sammenhængen
der, hvor den ubehændigt er skudt ind.
Forfatteren har neppe kendt noget nøjere til Mose Lov
og jødisk Sæd og Skik paa Kristi Tid. Han forudsætter
øjensynligt, at Stening er den almindelige Straf
for Ægteskabsbrud, medens den i 5 Mosebog 22,23, 24,
kun er foreskrevet for et bestemt Tilfælde. Dernæst
er Fortællingens Udgang, Kvindens Frelse, saare lidet
sandsynlig. Bødlerne har ganske sikkert anset sig for
mere end tilstrækkeligt rene; de har ikke sluppet
deres Bytte, fordi en Mand uden Myndighed over dem
gav dem en ligefrem Opfordring til at bryde Loven ved
at lade Naade gaa for Ret. Trods alle disse Forhold,
der taler mod Fortællingens Paalidelighed, kan man
vanskeligt forsone sig med den Tanke, at det skønne
Ord, der er dens Kærne, ikke skulde være blevet udtalt
af Jesus. Thi dersom ikke af ham, af hvem da? Hvem
var i Stand til at forme denne Sætning?
Denne Antagelse styrkes desuden derved, at Papias, som
levede i den første Halvdel af det andet Aarhundrede,
efter hvad Eusebios anfører i sin Kirkehistorie
(tredje Bog, Kap. 40), har havt Tildragelsen i sit nu
forsvundne Skrift. Den maa være ment med «Historien
om en Kvinde, der paa Grund af mange Synder blev
anklaget for Herren».
Med Hensyn til Forholdet mellem det gamle og det nye
Testamente knytter der sig en stor Interesse til de
korte Lignelser, de Parabler eller smaa billedlige
Historier, der hyppigt udgør Formen for Jesu Prædiken.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
