Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tanker om Liv og Kunst - Begrebet: Den tragiske Skæbne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Begrebet: den tragiske Skæbne
67
intetgørelsen ligesom faar en Rift, skimtes gennem
denne Ideen som noget i sin Renhed Oversvævende eller
Hinsidigt.«
Saa meget er unegteligt sandt, at uden denne Trøst
kan det Tragiske, som det her er forstaaet ikke vække
Vemod oden Bitterhed; men Ulykken er, at kan vi end
ikke undvære en Trøst af saadan Art, modtage den kan
vi nu aldeles ikke. Skal det Formildende ligge deri,
at Alt ikke er forbi med Døden, er vi komne ganske ud
over det kunstneriske Omraade; thi denne Opfattelse
leder følgerigtigt til den Antagelse, at et Drama,
hvori alle de gode Personer gik tilgrunde og alle de
slette triumferede, var kunstnerisk berettiget, da
i det andet Liv Alt nok vilde faa et andet Udseende:
et saa utilfredsstillende Resultat, at denne Mening
derved har dømt sig selv. En ganske anden Sag er
det, at i Dramet ikke den Lidelse, der rammer hver
en Biperson, kan ses som forskyldt. Stundom maa en
Uskyldig lide, for at Retfærdigheden des føleligere
kan ramme den skyldige Hovedperson. Ordstrid,
om Digteren da ved disse Bipersoner nøjes ined at
pege hen paa det Tragiske som «Altets Lov» eller om
han henviser til et andet Liv, er ørkesløse. Om en
Digter som Shakespeare i saa Henseende har været
panteistisk eller kristeligt sindet er i denne
Sammenhæng ligegyldigt. (Se Striden mellem Ulrici
og Vischer, jævnfør ogsaa Gervinus.) Men Hovedsagen
er, at modtager vi hin Trøst, at Menneskelivet
ikke er forbi med Døden, saa er vi komne udenfor
det Kunstneriske, men forkaster vi den, da gaar vi
glip af den poetiske Retfærdighed. Her er det Skær,
paa hvilket Læren strander: den uopløste Forstemthed
i Beskuerens Indtryk. Og fører vi dette umiddelbare
Indtryk paa Læser eller Tilskuer tilbage til den
Mislyd, hvoraf Foistemtheden er et Ekko, da beror
denne paa Misforholdet mellem Skæbnen og Skylden,
roellem Verdensordenens og det enkelte Menneskes
Højhed. Det Tragiske gør ikke rent og fuldt Indtryk af
det Ophøjede, fordi Verdensordenen, saasnart Skæbnen
sluger Skylden, ikke synes storladen, men uretfærdig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
