Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tanker om Liv og Kunst - Begrebet: Den tragiske Skæbne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
68 Begrebet: den
tragiske Skæbne
2.
Den tragiske Skyld opfattet som etisk. Det dertil
svarende
Skæbnebegreb.
a. Begrundelse af denne Opfattelse.
Indsigten i den foregaaende Læres Uhoidbarhed
forklarer den nærværende. Skal Skæbnen ikke være
uretfærdig, maa den være fortjent. Men fortjent er
den kun, naar Helten, idet han lider sin Skæbne,
lider for sin Skyld. At denne er klar og utvetydig er
da det Første, det Andet er, hvad villig indrømmes,
at denne Skyld hænger saa nøje sammen med Heltens
Natur og Karakter, at han ikke kunde handle
anderledes uden at ophøre at være sig selv. Denne
Læres Bekendere har det Løsen, at i det Tragiske
Karakteren smedder sin Skæbne, at Karakter og Skæbne
er Et. Mange store tragiske Digtere synes at have
vedkendt sig den. Den Kendsgerning, at hverken det
antike Skæbnebegreb, eller overhovedet Begrebet om
Skæbnen som selvstændig Magt efter dets Forjagelse
fra den religiøse Bevidsthed, nogensinde mere findes
i den moderne Tragedie, naar ganske enkelte Udvækster
tmdtages, denne Kendsgerning taler tilsyneladende
for, at Skæbnen her har ophørt at være Handlingens
Forudsætning og endnu kun er bevaret som dens
Resultat.
Den Shakespeareske Tragedie er bleven fremhævet som
den gunstens Blomst, hvori dette sande Tragiske har
udfoldet sig. Kritiken af de enkelte Tragedier
skiftede mellem Aarene 1830 og 1850 Aand og
Tone. Det er saaledes interessant at sammenholde
med de forskellige romantiske Kritiker af Romeo og
Julie de tre, der leveredes af Rotscher, Ulrici og
Gervinus, af hvilke den sidste ligefrem angriber den
Udvikling af Dramaets Idé, der begrundes paa de i
den foregaaende Paragraf fremsatte Grundsætninger.
At denne Retning nu ikke blot er en pligtkær
men, hvad dermed hænger sammen, i en vis Forstand
overvejende virke-lighedskær, er forklarligt af den
Lede, der maatte opstaa ved de mange spidsfindige,
halvvejs paa Teatervedtægt, halvvejs paa et dødt
romantisk Ritual beroende Forskelligheder, der
havde indsneget sig mellem det Menneske-Ideal,
Teatret fremstillede, og det, der var Samtidens eget
Samvittighedsideal. Ovenfor gjorde vi opmærksom paa
det i mange Henseender fængslende og frugt-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
