Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tanker om Liv og Kunst - Begrebet: Den tragiske Skæbne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
80 Begrebet: den tragiske
Skæbne
Skæbne er, som Ordsproget lyder, Hvad man før sin
Fødsel har gjort, Derfor maa man sig anstrenge,
Utrættet, med egen Kraft.
Fremdeles:
Som af de raa Lerklumper Pottemageren gør hvad han
vil, Saadan formaar en Mand at nytte Hvad han forhen
har gjort, som Arv.
Den antike Tragedie har en Forkærlighed for at
fremhæve det Tragiske i den Enkeltes oprindelige
Stilling; de moderne Digtere ser hyppigst det Tragiske
i den Enkeltes medfødte Anlæg. Hos Grækerne bringer
Skæbnens uigennemskuelige Planer Mennesket til
at begaa en forsmædelig Handling; hos de Nyere er
Skæbnen, der smedder Karakteren, kun middelbart Skyld
i hvad den virker. Saaledes bliver Skæbnen sandest at
bestemme som det Tvangsmoment i Handlingen, der er
en Følge af, at i dramatisk Poesi en gennemgribende
Inderliggørelse ikke kan finde Sted. Rerhen hører
den Sætning fra Stadier paa Livets Vej, at den
tragiske Helt ikke er fri i sin Lidenskab. - Den
kun anede sidste Inderlighed anskues undertiden som
noget Udvortes, bliver f. Eks. til Hævngudinderne
i Æschylos’s Orestias. Saaledes anskues ogsaa ofte
Nødvendighedsraomentet elier Skæbnen i en Handling som
en udvortes Ting: Runer, Stjerner (Wallensteiri),
Tyrfing, Andvars Ring, Ringen i Heibergs
Syvsoverdag, Dolken i Galderons El mayor monstruo
los zelos. Sammenlign Heksene i Macbeth, Aanden i
Hamlet, Dæmonen i El magico prodigioso. Oldtiden,
der manglede den etiske Selvfordybelse saavel i Livet
som i Poesien, søgte Afgørelsen saavel i Poesien som
i Livet udenfra, f. Eks. fra Oraklet.
Da Mennesket ikke selv har valgt sin oprindelige
Stilling i Tilværelsen, kan Skæbnen anklages for at
have ved Fødselen indvævet det i en Tids, et Folks,
en Slægts, en Stands Skyld eller Lidelser eller
Vildfarelser eller Fornedrelse (Hakon, Kassandra,
Oedipus, Antigone, Othello, Louise i Kabale und Liebe,
Richard III som Ætling af sin Slægt, Semiramis i
Galderons Luftens Datter, Eusebio og Julie i Andagten
ved Korset) eller omvendt for at have ved Fødselen
eller i Livet stillet det paa en saa svimlende Højde,
at det stod for Fald (Oedipus, Agamemnori).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
