Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tanker om Liv og Kunst - Begrebet: Den tragiske Skæbne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Begrebet: den tragiske Skæbne
79
undertiden ogsaa Saadanne Tragikere, der opfylder
Fordringen fra Platons Symposion,, at have lige
meget Blik for det Tragiske og det Komiske. I
Holbergs Mascarade siger Leonora: «Min Skæbne er
ikke anderledes end at jeg skal elske ham.» Leonard
svarer: «Ja der har vi det. Vi vil besmykke alle vore
onde Lyster med Skæbnen.» I Shakespeares Kong Lear
siger Edmund: «Vi skyder Skylden for vore Uheld paa
Solen, Maanen og Stjernerne. Som om vi var Skurke af
Nødvendighed, Daarer af Himlens Tilskyndelse .... som
om en guddommelig Kraft drev os til alt det Onde,
vi gør.»
Det nye Begreb, som vi her støder paa, er Begrebet:
Undskyldning. Det at den Skyldige anklager sin Skæbne,
det at Skæbnen sættes under Tiltale for Skylden, er
for Menneskets Vedkommende en Und-Skyldning. Medens i
forrige Tilfælde Skylden mistede sin Selvstændighed
ved at forenes med Slægtens, sløves den her omvendt
derved, at Kræfterne listes fra den; en ubestemmelig
Part af den føres over paa Skæbnen.
Jeg vil straks her afbøde en Indvending, som ligger
nær: Naar det virkelig forholder sig saaledes, at
sædelig Følelse og Undskyldning er som Olje og Vand,
idet Intet ligger den moralske Personlighed fjernere
end at kaste Skylden bag sig over paa den ulykkelige
Skæbne, Sonofferet, der altid kan jages ud i Ørkenen
- hvorledes gaar det da til, at Tilskuerne, der til
daglig Brug lever eller burde leve efter Sædelighedens
Love, paa Teatret, altsaa i Poesiens Verden, villig
føjer sig efter Kunstens æstetiske Love? Hertil
maa svares: Den moralske Maale-stok for Skylden
skal og tør Enhver kun anvende for sit tget Liv;
saasnart han derimod betragter en Andens, da bruger
han med Rette den æstetiske, og ser i den Enkeltes
Skæbne hans Undskyldning. Den æstetiske Betragtning
af Skylden er Tredjemands. Moralsk forkastelig, men
æstetisk forsvarlig er derfor den Sætning, hvormed
Lamartine ender en Ode til Napoleon, og som følger
paa Udviklingen af alle Heltens Fejl: «Gud véd,
orn Geniet ikke var en af dine Dyder!>
Lad os nu se, hvorfor Skæbnen anklages, hvori den
er skyldig. Først i Personens oprindelige Stilling
i Verden, dernæst i at have anlagt den saaledes. Paa
en meget betegnende Maade bestemmes Skæbnens Begreb
i Indledningen til det indiske Digt Hitopadesa:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
