Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tanker om Liv og Kunst - Begrebet: Den tragiske Skæbne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Begrebet: den tragiske Skæbne
85
blev sat paa en saadan Plads i Verden. Men dernæst, og
dette er det vigtigere, er lians Hæslighed ingenlunde
blot, hvad nyligt indrømmedes, et Udtryk for hans
Ondskab; nej, denne ydre Hæslighed var ogsaa forud
for Ondskaben og er Skyld i den. Men hvem skylder
han sin vanskabte Skikkelse? Skæbnen. Derfor gør
ogsaa Johannes de silentio (Frygt og Bæven) netop
i Anledning af Richard opmærksom paa, hvilken uhyre
Uretfærdighed det er, til Vanskabningens Skikkelse
straks at knj^tte Forestillingen om en sædelig
Fordærvelse, «da Forholdet snarere maatte vendes
om, at Tilværelsen selv har fordærvet dem, som en
Stedmoder gør Børnene vanartede.«
Selv Oehlenschlagers Axel og Valborg, hvor Digteren
dog har stræbt at holde Helt og Heltinde aldeles
skyggefri, har en Baggrund af Slægtskæbne ved
den Rolle, som den gilske Slægts Brøde og Ulykke
deri spiller. Derved faar Slægtskabet mellem de
Elskende en dybere Betydning end den, blot at være
Anstødssten. Saaledes raader ogsaa i Bjørnsons Sigurd
Slembe Arveskylden, den medfødte ulykkelige Stilling
til Samfundet, og en Skæbne, der ganske paa antik
Vis lægger Snarer for Helten og spiller ham den
skæbnesvangre Tro ihænde, at hans Broder har staaet
ham efter Livet. Man erindre fremdeles, hvorledes i
Othello Alt sammensværger sig imod Helten for at faa
ham til at begaa det Forfærdelige: hans Paria-Fødsel,
der gør ham mistænksom, og den Lidenskabeiighed,
der følger med hans Races Natur, Gassios Karakter og
Desdemonas Mangel paa Evne til at gøre Rede for sig,
fremfor Alt Jagos djævelske List. Det er altid et
Fortrin ved Anlægget, at Skylden i sidste Instans kan
ses som Skæbnens, at det sidste Ansvar kastes ned i
Skæbnens Svælg, hvor Alt er vel forvaret. Det hører
saaledes til det Fortræffelige i Romeo <og Julie,
at hvor meget Ondt der end møder de Elskende, de,
fra hvem Ulykken kommer, Intet véd om deres Forhold,
ikke véd, hvad de gør.
Hedenskabets største Modsigelse, «den Modsigelse,
hvorpaa det gaar til Grunde*, siger Kierkegaard,
er den, at En bliver skyldig ved Skæbnen. «I denne
Modsigelse*, at Skæbne og Skyld faar med hinanden
at gøre, hedder det i Begrebet Angest, «bryder
Kristendommen frem». Denne Modsigelse bevarer
Tragedien som sin Arv fra den hedenske Oldtid, som
sit kæreste Eje. I den antike Tragedie fremtræder
Modsigelsen fortrinsvis i hin Form, at En bliver
skyldig ved Skæbnen; i den nyere har den, skønt
G. Brandes: Samlede Skrifter. XII.
7
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
