Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tanker om Liv og Kunst - Begrebet: Den tragiske Skæbne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Begrebet: den tragiske Skæbne
87
Skæbnen bliver skyldig, hos de nyere derimod omvendt
den Skyldige ved Skæbnen uskyldig; men medskyldig
er Skæbnen paa begge Maader; den Modsigelse, der
er Sjælen i det Tragiske, er her som hist i det
Væsenlige den samme. Thi at Fødsels skæbnen hist
personliggøres, her derimod ikke, og at den dømmende
Skæbne hist kaldes Nemesis, Dike eller Adrasteia,
her Gud eller Verdensordenen, det gør ingen Forskel
i Begrebet. Det Kristelige er ikke, at Skylden bliver
tvivlsom ved Undskyldningen, men at den bliver ophævet
ved Syndsforladelsen; dog Saadant har Poesien ikke
med at gøre. Skæbnens Retfærdighed er her som hist
æstetisk renest «Udvorteshedens Konsekvens eller
Naturretfærdighed» (Johannes Glimacus). Det er en
Misbrug af Ordet her at tale om et Forsyn.
Skæbnen kan ikke forstaas; kun Oraklet forklarer den,
men i Gaader. Martensen kalder i sin Anmeldelse af
Fata Morgana Poesien for Verdensaandens Orakel. Vil
man tillade mig at tage disse Ord noget anderledes end
Martensen mener dem, da vil jeg sige, at fortrinsvis
den tragiske Poesi er netop dette, og at fortrinsvis
om den tragiske Digter det Ord har Gyldighed, at «Digteren kan forstaa Alt - i Gaader, og vidunderligt forklare Alt - i Gaader». (Kierkegaard.)
En Forøgelse af Dunkelheden, som vi ikke tidligere
har set hen til, fremkommer derved, at indenfor
Tragediens Omfang det tragiske Fatum fremgaar af
flere Enkeltes Karakterer og Fata, dog ikke ved
Sammenlægning, men som disse Fatas fyldige om end
dunkle Enhed. Den tragiske Skæbne er den store mørke
Skygge, der truende tegner sig paa Dramaets Baggrund;
de enkelte Personers særskilte Skæbner, de for sig
betragtede maaske idéløse faste Kendsgerninger, danner
ligesom det paa Kryds og Tvers tilsyneladende planløst
udklippede Skyggebillede, der kaster den ulegemlige
Skygge. At denne mister sit Barn og hin sin Elskede,
at denne dræbes og hin bliver ulykkelig er lutter
enkelte Fakta, lutter forskellige «Straffe», og dog
er Skæbnen kun en; men ligesom Perlen i Fata Morgana
er saaledes beskaffen, at Enhver i den ser det, han
elsker, saaledes omsætter den ene almene tragiske
Skæbne sig i hver Enkelts til Straffen netop for
den Skyld, der er hans. Skæbnens Navn nævnes da af
hver Enkelt efter den særegne Maade, hvorpaa den
almindelige Skyld er tilspidset i ham.
Dette udelukker ikke, at Skæbnen i en enkelt Tragedie
kan
7*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
