Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tanker om Liv og Kunst - Begrebet: Den tragiske Skæbne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
90 Begrebet: den tragiske
Skæbne
«
nens) faar Helten vel rent øjeblikkelig en
tilbageskuende Forstaaelse af sit Liv, der er
beslægtet med den etiske, men mere faar han heller
ikke Tid til; thi i samme Øjeblik lader Digteren
ham dø, eller Stykket ende. At Lidelsen blev
Udgangspunktet for en fremadskuende Forstaaelse,
vilde føre ind i det Etiske, men her bryder Poesien
nødvendigvis af.
Vi saa i det Foregaaende, at Visener ved Skyldens
Bestemmelse stræbte at hjælpe sig med en metafysisk
Urskyld, der dog lagde sig for Dagen som etisk Sk37Id,
men at denne hyppigt slet ikke blev draget frem. Faa
den enkelte Gerning maatte den Vischerske Æstetik
derfor lægge det Hele an. Man saa rigtigt, at naar
man undtog Macbeth og Richard III, var Ingen af de
tragiske Helte trods sin Skyld at kalde ond. Men
da man stadigt endog i det Skønnes Metafysik brugte
sædelige Bestemmelser og kun tumlede med Modsætningen:
godt og ondt, saa sluttede man: da Helten ikke
er ond, saa er han god. Han kæmper jo desuden for
«en sædelig Magh, skulde han saa ikke være god? Vi
faar altsaa Skylden indenfor det Gode, indenfor den
gode Bestræbelse. (Vischer bemærker udtrykkeligt mod
Weisse, der mener at i det Tragiske ses det Skønnes
Undergang: Nej, i det Tragiske gaar Ensidigheden ved
det Gode tilgrunde). Men det forholder sig ingenlunde
saaledes. Den æstetiske Skyld har sin Plads før
Modsætningen mellem Godt og Ondt paa afgørende Maade
er gjort gældende og fastsat. Den ubetingede Forskel
mellem Godt og Ondt, der er Et og Alt for Moralen,
er kun til for det virkelige Menneske, der maa blive
det ene eller det andet, men denne ubetingede Forskel
er ikke for Digteren, fordi han skildrer Menneskene,
ikke som vordende men som de er. Hans Skikkelser
er da ikke enten gode eller onde, men begge Dele,
hverken Idealer eller Niddinger.
Man vil maaske indvende, at Digteren ikke som den
bildende Kunstner er bunden til kun at give os
det Øjeblikkelige; Dramatikeren især viser os jo en
Udvikling af Karakteren altsaa en Vorden. Ganske vist;
men selve denne Vorden kan ingen vedvarende Sammenhæng
faa. Ser vi blot Begyndelseshastigheden, maa Resten
betragtes som simpelthen følgende af den: da Poesien
ikke kan fremstille, hvorledes der f. Eks. kæmpes
for Troskab mod det Besluttede i lange Aaringer, saa
lader den sig nøje med den heltemodige Beslutning,
uagtet Helten maaske ikke engang har faaet Tid til
at sove paa den. Men da nu netop det Etiskcs
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
