Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tanker om Liv og Kunst - Begrebet: Den tragiske Skæbne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
92 Begrebet: den
tragiske Skæbne
andet, nemlig at Helten er for stolt til at
ville røre, ikke at han er for ydmyg til at turde
klage. Derfor er det heller ikke den etiske Storhed,
Tragedien attraar hos sine Helte. Brutus, der for
at hævde Loven lader Dødsdommen fuldbyrde paa sin
Søn, er etisk stor. Men vilde en Digter bruge denne
Historie til en Tragedie, da maatte han gøre Sønnen,
ikke Brutus, til den tragiske Helt. Den unge Mands
ubetænksomme Mod, den Mangel paa Lydighed mod Faderens
Bud, der gør ham saa elskværdig, med andre Ord den
umiddelbare Storhed kan Poesien forstaa. Brutus selv
kan ikke blive Helten, førend Digteren har udfundet en
Omstændighed, paa Grund af hvilken han ikke burde have
givet denne Befaling - og saa en ny, der undskylder
det. Ligesom den Onde, ved tilgavns at være ond,
i Kunstnerøjne faar noget Storladent, saaledes maa
den Gode altid til en vis Grad mistænkes, før han
bliver brugelig i den tragiske Sammenhæng. Den ganske
rene Vilje er digterisk uinteressant. En Sætning som
Goethes: «Den Handlende er altid samvittighedsløs,
Ingen har Samvittighed uden den Betragtende»,
kan ikke tages efter Ordlyden. Thi etisk set
har Ingen Samvittighed uden den Handlender og det
Saravittighedsløse er just at være Betragter. Goethes
Sætning gælder kun den, der handler barnligt eller
instinktivt. En elskende Kvinde, der som ganske ung
handler udaf sin Lidenskab, er samvittighedsløs i
Betydning af samvittighedsfri. Derfor gælder det
om Julie, hvad Shakespeare siger i sin 151. Sonet:
Love is too yoang to know what conscience is (Elskov
er altfor ung til at vide hvad Samvittighed er).
Eftersom den udvortes Handling etisk hverken gør
fra eller til, kan det, at den nødvendigvis maa være
ensidig, ikke gøre den Handlende skyldig. Skønt denne
falske Anskuelse stammer fra Hegel, ser man den dog
atter og atter optaget af Folk, der ellers skyer Hegel
som Pesten, saaledes af Rosenberg i hans Afhandling:
Om de politiske Forholds Indflydelse paa Hellenernes:
dramatiske Poesi og af R. Nielsen i hans Bog: Om
Skæbne off Forsyn.
Men er Gerningen ikke brødefuld, saa kan Manden paa
ingen Maade blive skyldig derved, at han, som det
hedder, ved sin Hengivelse til den enkelte sædelige
Magt kommer til at krænke en af de andre sædelige
Ideer i dens Repræsentant. Thi etisk gælder det om
Hensigten, ikke om Virkningen.
Hegel opstillede den Lære, at det
Ejendommelige for den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
