Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tanker om Liv og Kunst - Begrebet: Den tragiske Skæbne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Begrebet: den tragiske Skæbne
95
Kreon som et saadant: Antigone har intet højere Ønske
end at kunne adlyde Loven og dermed Kreon, Lovens
Giver; hun føler det som sin Pligt; men en højere
Pligt, Pligten mod Guderne, forhindrer hende deri,
og med Smerte er hun Kongen ulydig; Kreon paa sin
Side, der kender Gudernes Afsky for ubegravede Lig,
tilsidesætter med Smerte, men bøjende sig for sin
Pligt som Landets Fader og Styrer, den Pligt mod
Guderne, han ikke kan forene med hin - i saa Fald
er Antigone uskyldig og Kreons hele Skyld i saa Fald
kun den (ærværdige) Misforstaaelse, at han betragter
sin Pligt mod Staten som den højeste. Men da kunde
Antigone ikke heller anvendes som Tragediens Heltinde;
det vilde være meningsløst, at lade Skæbnen knuse
den, hvis skinnende Klædebon end ikke frembød den
mindste Flig, som en Tand af Skæbnens Hjul kunde
faa fat i. Men derfor er det i Tragedien heller
ikke saaledes. Og desuden af den Grund, at en saadan
Dyd paa Skuepladsen gør Tilskueren vantro og udæsker
Komiken. Kun fordi hverken Antigone eller Kreon er sig
etisk bevidste eller fri i deres Lidenskab, har begge
Skyld og staar begge under Skæbnen. Om en sædelig
Konflikt er der da i Antigone ikke Tale. Blandt andre
har i sin Tid Sibbern paa det Eftertrykke-ligste
godtgjort, hvor umuligt det er, naar man spørger om
Digtets (jeg vil ikke engang sige Digterens) Mening
at faa nogen Berettigelse paa Kreons Side ud deraf.*)
Den Aand, der vifter gennem det tragiske Drama,
er .Verdenshistoriens Aand; men Verdenshistoriens
Aand er ikke nogen etisk. Naar Tænkeren ser tilbage
paa det verdenshistorisk Skete og Fuldbragte,
da stræber han at se det som Noget, der saa
maatte være, som den Verdenshistorien iboende Idés
nødvendige Bevægelse. Med denne verdenshistoriske
Betragtning stemmer den dramatiske overens, og det
er intet Tilfælde; thi det er Dramaturgien, der i
den moderne Tid har dannet Grundlag for Historiens
Filosofi. Ogsaa i Dramet er Ideen Sjælen i en indre
Udviklingsgang. Heri ligger da ogsaa Svaret paa det
Spørgsmaal: hvorfor det Tragiske har en saa meget
større Trang
*) Jfr. Maanedsskrift for Litteratur 20. Bind,
435 ff., ogsaa Nutzhorns fornævnte Afhandling og
Kostlins Aesthetik I. 277. Se dernæst Striden om Kung
Fjalars Grundidé mellem Runeberg og Hegelianeren
L W. Snellmann. Runebergs Afhandling er aftrykt i
Kriliska stroftåg af HeimdalL Stockh. 1857 S. 57
ff. Se Dietrichson: J. L. Runeberg S. 51.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
