Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tanker om Liv og Kunst - Læren om det Komiske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
138 Læren om det
Komiske
vi kender, jo er nødte til at leve, udkræves der
forskellige Stænder. Man maa vælge én, man kan ikke
paa én Gang tilhøre alle. Men denne Bestemmelse
afsætter som fast Begrænsning sit Præg paa Personen
saaledes, at han næsten ophører at være Menneske,
eller i alt Fald kun i anden Linje er dette, men
i første Skræder, Barbér, Underofficer, Kontormand
o. s. v. Visse Stænder, der danner Overgangen mellem
to, har ligesom Overgångsklasserne i Dyreriget et
saa aabenlyst Præg af Latterlighed, at det hyppigt er
paa Tale, f. Eks. Degnen, der vil være en halv Præst,
Pedellen, der fremtræder med Professorværdighed. Men
i Grunden er alle lige meget og lige lidet latterlige;
den ene har ikke Noget at lade den anden høre. Man se
kun efter hos Dickens, der som Londonerforfatter med
en Rigdom i Menneskekundskaben som ingen Anden har
fremstillet Standsprægets Latterlighed. Alle disse
hundrede Tusinder af Latterligheder, hvori vi aander,
lever og bevæger os, taber ved Vanen deres Braad;
vi mærker dem ikke, fordi vi selv er midt i dem,
ligesom man ikke fornemmer Beskaffenheden af en Luft,
hvori man længe har opholdt sig. Men det gælder kun
om at indtage et højere Standpunkt for at vi med
Gudernes Overlegenhed (som Heiberg skildrer det i
Prologen til Syvsoverdagen) nyder hele denne Komik,
ja ikke engang dette udkræves, blot noget Usædvanligt,
der rører op i Stilheden, blot en Afbrydelse af Vanen,
blot en pludselig Forstyrrelse, blot en kraftig Nysen
og Alt skifter Udseende: vi bliver tilmode som hin
Demokritos, der lo af Alt. Vi er f. Eks. vante til
visse Størrelsesforhold: da gælder det blot om en
stærk Formindskelse, der kan borttage Medfølelsen, og
vi ler af Hjertet (Voltaire’s Mikromegas*, Andersens
Vanddraaben) eller vi er vante til at se Forholdene i
en meget stor Nærhed; der udkræves kun en Fjernelse,
og vi ser Latterlighed paa Latterlighed (Holbergs:
Ligesaa hos os) osv., osv.
Denne Løsrivelse og Befrielse skaffer Lunet os,
der selv er Frihedsglæde. Det digter ikke om; det
peger blot, det viser blot, det retter vort Øje,
og vi ler. Men selve denne Opfattelse, der rettes
efter Lunets Sigte, er ikke mere blot modtagende,
den er genfremstillende, skønt den endnu ikke
skrider til en udvortes Efterligning. Hvad er det
da for en Slags Omdannelse, Lunet foretager? Den,
der beror paa at Synspunktet er ubetinget æstetisk,
rent uvirkeligt. Virkelighedens Tilfældigheder,
Dumheder og Daarskaber, Virkelighedens Narre har altid
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
