Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tanker om Liv og Kunst - Fra Attenaarsalderen - 1. Hyrdedrengen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
166 Fra
Attenaarsalderen
Det var deø, han sagde, man saa let kunde tabe ved
at overføres i Marmor og dog paa ingen Maade maatte
tabe. Det er just den, jeg ikke véd hvad er, men
alligevel ikke vil miste.» -. «To-Alen af ét Stykke,
du og din Kunstner», svarede den Gamle og. hermed
var Samtalen endt.
Tiden gik. En efter anden af Samlingens Gibs-Statuer
blev overført i Marmor; Hyrdedrengen bævede for,
at Turen snart skulde komme til den. Og Turen
kom. De Besøgendes Opmuntringer og Ejerens egen Lyst
bestemte ham; tilsidst blev Dag og, Time fastsat,
og Hyrdedrengen fortvivlede.
Det var atter Nat. I dyb Vaande lod Hyrdedrengen
sine Blikke løbe rundt fra den ene Billedstøtte til
den anden, den. vilde ubevidst ligesom prøve, om der
var nogen af dem, der i Marmoret havde bevaret dette
hemmelighedsfulde, ukendte: Illusionen. Imidlertid
sad en hel Mængde ældre Statuer noget borte, og,
som de kaldte det, «snakkede Gammelt* i Skumringen;
de opfriskede Ungdomserindringer, og alle Historierne
gik ud paa, at. Illusionen, den havde de havt,
Tvivl derom taalte de ikke, men: tabt den havde de,
det var ligesaa sikkert. - En trøsterig Tale for
Hyrdedrengen! Den saa sig om paany, om der dog ikke
var En, som havde beholdt den. Jo rigtigt, En var der;
dens Øje standsede ved en gammel Satyr, der laa og
strakte sig med Ryggen mod en Vinsæk. I ham var der
Liv, han havde Intet tabt, han strakte Armen i Vejret
som efter en Drueklase, og Hyrdedrengen saa Klasen og
Vinranken paa hvilken den hang, og det forekom ham,
som havde hele det bakkiske Følge lejret sig rundt om
Druerne, og der var Støj og Tummel og Lystighed. Ja,
det var vist, i Satyren maatte der være Illusion. Ham
vilde Hyrdedrengen udspørge. Alligevel turde den
ikke rigtigt. Han saa altid saa spydig ud. Engang,
da Hyrdedrengen havde forfægtet sin Sag mod de Andre,
havde han set ganske spotsk paa den og bare sagt: «Du
er nok sprød*; det havde gjort den frygtsom. Men nu
var Nøden stor; den tog da Mod til sig og spurgte,
om end noget forknyt, over til den Gamle: «Satyr! vil
du ikke sige mig, hvad Illusion er, om man taber
den derinde i Værkstedet, hvor man faar Soliditet
og Eksistens, som de Andre siger, at de har gjort
?» Satyren skottede over paa den, først var han
fæl at se til, saa spydig som han saa ud; men da
Hyrdedrengens Udseende viste, hvor ulykkelig den var,
blev han med Et alvorlig. «Der er Forskel paa Illusion
og Illusions.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
