Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tanker om Liv og Kunst - Fra Attenaarsalderen - 1. Hyrdedrengen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fra Attenaarsalderen
165
men Sagen er den, at De ikke ser det, som det kommer
an paa at se, ikke Hovedsagen, ikke dette Træk
ved Munden, dette Fine og Sjælfulde, der gør, at
Skikkelsen, der er taus for Dem, taler til mig. Se,»
sagde han, «paa et saadant lille Træk kan undertiden
Alt komme an.» Resten af hans Tale begreb jeg ikke,
han nævnte et Ord, jeg ikke forstod, men dog fyldte
det mig med en saadan Rædsel for at komme i Marmor,
at jeg aldrig kan glemme det. Noget Vist, jeg ikke
husker, gik saa let tabt med saadant et lille Træk,
og dette Visse var Et og Alt; men nu er der just
noget Vist, jeg ikke véd at nævne, som det undertiden
forekommer mig, at I Andre har mistet ved at blive
Marmor; jeg tror da ligesom fjernt at ane hans
Mening og ængstes derfor endnu mere. Men ligemeget:
den Eksistens, de priser, har jeg ikke her, vil jeg
ikke, kan jeg aldrig have her. Husvant her, som I
Andre, bliver jeg aldrig; mine Omgivelser er slet
ikke disse. Er det en Billedstøttes Omgivelser: fire
Vægge og andre Statuer der fylder Værelset? Visseiigt
nej! Med ét Ord: jeg er her ikke. I Arkadien er jeg,
midt i det varme solbeskinnede Landskab sidder jeg,
over mit Hoved hvælver sig den mørkeblaa Himmel med
den straalende Sol; langt borte tripper mine Faar,
ved min Fod ligger Hunden - ser I det ikke, mærker
I det ikke? Jeg maa næsten le, naar jeg tænker paa,
at I kunde tro, jeg var her mellem Jer i denne skumle
Stue. Er da ikke enhver af os en Skikkelse for sig,
har ikke hver sin Omgivelse, er I da ikke alle Guder
paa Olympen og Hellas’ Heroer, kun tilsyneladende
samlede her? Ikke sandt, ogsaa I mener det, I kan
jo ikke Andet, hver af os maa staa for sig, hver i
sin rette Omgivelse, kun naar denne er den samme er
vi virkelig forenede, det være nu paa Olympens Tinde
eller paa Grækenlands Sletter. Her er ikke vort Hjem,
ikke vort sande Opholdssted; selv i Marmor har vi
ikke her vor Eksistens!»
<Illusioner,» mumlede den Gamle, «Ungdommens
Illusioner! Lad ham blot blive ældre og -» Her blev
han afbrudt, Hyrdedrengen havde opfanget Ordet, og
med det højeste Liv udbrød den: «Rigtigt, prægtigt, nu
husker jeg det, Illusion, det var Ordet!* - «Vrøvl,»
snerrede den Gamle, «hvad for et Ord?» - «Ordet,
Kunstneren sagde, Ordet, der skræmmede mig. Nu husker
jeg hans Ord, prøv nu I, om I forstaar dem. «Her er
Illusion, » sagde han, «og hvad er et Kunstværk uden
den: en Sten, .en Blok, en formet Klump. Illusionen
i Ære! den er Et og Alt.»
G Brandes: Samlede Skriner XII.
12
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
