Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
112 Biskop Jens
Paludan-Muller
umærkeligt med den; ti Strømmen er Svømmeren overlegen
i Styrke.
Han begynder som kristelig Rationalist, og der er i
hans varme Indsigelse imod Syndefaldet og Arvesynden,
imod Forestillingen om Menneskets Grundfordærvelse,
den af Feuerbach saakaldte «alle sunde Begrebers
og Tankers Bartholomæusnat», Spirer til en sund
og uforfalsket Naturbetragtning. Ligesom den store
franske Moralist Vauvenargues, Pascals Bekæmper og
Overvinder, slutter han fra Naturens Stræben henimod
Skønhed og viser, at det forholder sig med Aanden som
med Legemet, «der i alle sine organiske Virksomheder
følger et Fuldkommenheds-princip og under bestandig
Kamp med ugunstige Paavirkninger attraaer en Nærmelse
til sin Grundform og sit Mønster*; som det Skønne er
Legemets, saaledes er det Gode Aandens Grundform.
Men kun ganske kort Tid formaar han som Præst at
holde sig paa denne Højde. Han befinder sig i den
Vanskelighed, at hans Opfattelse til eget Brug
er en, hans Forklaring til officiel Forkyndelse
en anden; han mener, at «visse Begreber, skønt
mindre fuldkomne og rene, dog er de eneste brugbare,
trøstelige og forbedrende for den store Mængde* (en
farlig Tillempning!), han bifalder Kristendommens
Grandsandheder, men «kan ikke undgaa at finde
meget sig selv Modsigende i Kirkens Udtryk og
Begrebsbestemmelser*. Han tilfredsstiller sine
Sognebørn ved at tale til dem i deres Sprog, og sin
egen Samvittighed ved i en Oversættelse at gøre sig
selv Rede for, hvad han har sagt. Han glemmer den
sande Sætning, at enhver Oversættelse forfalsker.
Tidsbevægelsen tillader ham ikke at blive i denne
Delthed, der naivt er udmalet i den barnagtige Dialog
Spørgsmaal og Gensvar. Han maa frem og maa vælge,
hvoraf han vil bæres. Han kan sætte sin Lid enten til
den nøgne, utæmmede og ubetvungne Sandhed, eller til
den tilredne, skolerette og opsadlede Sandhed. Han
er ikke skabt for en vælig Hest eller et dristigt
Ridt. Han opkaster Spørgsmaalet om det højeste Princip
for Skriftens Fortolkning og finder, at dette er -
ikke det Princip at komme Grundtekstens Mening saa
nær som mulig, men - at bringe Skriften i Harmoni med
sig selv o: at bringe Skrifter fra forskellig Tid og
forskellige Forfattere til at stemme overens. Han
fatter ikke, at den moderne Kritik, hvad enten den
i Æstetiken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
