Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
134 Breve til en
Landsbypræst
han er for streng imod dem, som ikke kan gøre den,
ja som mener, at det i Virkeligheden er tvivlsomt,
om den lader sig gøre. Theodorus ser Kendsgerninger
og Sammenkædninger af Kendsgerninger, der højlig
behager ham og der for ham staar som Tegn paa
«Visdom» hos hans x; han ser andre, der i høj Grad
mishager ham og der forekommer ham Tegn paa «en
vild Lovløshed». Forsones kan de ikke, men at han
er religiøs, det betyder, at han over den ene Gruppe
af Egenskaber hos sit x vil glemme den anden. Men er
dette muligt? glemmer han dem virkeligt?
Det forekommer mig, at Theodorus i dette Tilfælde
behandler sit store x omtrent som han i sit
Skrift behandler en anden, meget mindre, men
ogsaa mindre gaadefuld Individualitet: Dr. Georg
Brandes. Theodorus antyder, at der er adskillige
Egenskaber hos denne, som tiltaler ham mindre,
men at han dog langtfra at ville «gøre ham til
Genstand for bitre Angreb* hellere «slutter sig
til de Enkelte, som over hans Fortrin glemmer hans
Mangler». Men glemmer han dem nu virkelig? Er dette
ikke en Selvskuffelse? Glemmer Theodorus virkelig
disse Mangler i det samme Aandedræt, han skriver dem
op? Og maa det ikke nødvendigvis gaa ham paa samme
Maade med det store x? Selv om han kunde glemme den
gamle Historie med Pompeji og Herculanum, vil det da
lykkes ham at glemme de nyere Skandaler? - jeg mener
ikke Dr. Brandes’s, jeg tænker paa x’s nys omtalte
radikale Fremgangsmaade overfor Lissabon eller paa
Guillotinens ligesaa hensynsløse Radikalisme. Selv
om Theodorus vil lukke et Øje derfor om Dagen og i
vaagen Tilstand, vil Erindringen derom da ikke mod
hans Vilje paatvinge sig ham om Natten og i Drømme?
Man skulde tro det; men han forsikrer det
Modsatte. Han beder endog til dette ubegribelige
x. Bønnen bliver, som han forstaar den, «en Indøvelse
i Pligtens strenge Lærdomme, en dyb og alvorlig
Overvejelse, i Kraft af hvilken Mennesket, forsagende
al Selviskhed, kommer til Rette med Livets mangehaande
vekslende Skæbner*. Det Andre Undrende heri er kun,
at en saadan Indøvelse og Overvejelse bærer Navnet
Bøn. Men Forundringen stiger, naar man erfarer,
at der er en vis bestemt Bøn, som Theodorus helst
beder til dette sit x, og det er - Fadervor. Lad os
da høre Theodorus bede Bønnen:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
