Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
’ Den franske Æstetik i vore Dage
141
end i deres Personers, ingen af dem har da kunnet give
Livius Forbilleder. Den Del, som hans Aarhundrede
havde i hans Fortjenester og Fejl, er da denne: en
ufuldkommen Idé om Historien, intet tilstrækkeligt
Eksempel paa Filosofi og Kritik, et svagt Begreb
om oprindelige og sande Karakterer og en altfor
dannet Stil; til Gengæld bragte det ham en Mængde for
Videnskaben forberedt Stof, en Arv af Veltalenhed, en
politisk Opdragelse, Frihed til at skrive oprigtigt,
endelig det majestætiske, mægtigt virkende Skue af
Rom.
Vi ser først Taler-Evnen omdanne den historiske Kritik
hos Livius.
Allerede hans Fortale betegner ham som Moralist
og Fædre-landselsker, som hæderlig Mand, der vil
fremstille store Mønstre for sin Samtid, som god
Borger, der vil prise sit Land, og soni en Ynder af
Veltalenhed, af lange, højtidelige Sætningskæder og en
smuk Stil. - Det er imidlertid ikke Kritikerens Sag
at vække Had eller Kærlighed, at forbedre Sjælene,
at lære sine Læsere Moral eller Politik. Han er
ikke Sjælesørger. Hans Pligt og hans Ønske er kun
at tilintetgøre Tidsafstanden, at gøre sin Læser
til Medborger af de Personer, han beskriver, og til
Samtidig med de Begivenheder, han fortæller. Han
har intet antet Ønske og ingen anden Pligt. Bagefter
kan da Moralisterne komme og drøfte det udstillede
Maleri. Livius er Romer og Patricier. Derfor
overvinder hvert Øjeblik hans Stolthed hans sunde
Fornuft; en romersk Drift standser ham paa Sandhedens
Tærskel. Lider Romerne et Nederlag, overgaar der dem
en Skam, da er det Skæbnens Vilje: de har ringeagtet
Gudernes Advarsler, forsømt at ofre, at tage Varsler.
Men Veltalenhedstonen indgyder Læseren
Mistillid. Saasnart han hører Forsvarstalen begynde,
ophører han at tro paa Fortællingens Sandhed. Han
føler, at Livius burde forklare de gamle Sæder
istedenfor at rose dem. En sand Historiker vilde
have udtalt, at hine gamle Sæder var plumpe, og at
man uden Selvovervindelse ringeagter den Yppighed,
man ikke kender. En Historiker vilde ikke have
ladet hine Oksehyrder tale et udsøgt Sprog og
vilde have bemærket, at de Mænd, som Livius gør
til Talere, Tænkere og Helte, drev Aager og var
Erobrere af Grundsætninger, det vil sige, Røvere
af Profession. Den fuldendte Kritiker vil føle som
Barbar med Barbarer, vil forsøge, i sig at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
