Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
142 Den franske Æstetik i
vore Dage
genopvække de oprindelige Lidenskaber, de underlige
Antagelser og de glemte Særegenheder. Det gør Livius
aldrig.
Titus Livius elsker Sandheden. Han fremsætter
Intet uden Bevis; han vælger mange Gange blandt to
Beretninger ikke den for Fædrelandet hæderligste, men
den sandsynligste; han stoler ikke paa de Forfattere,
der overdriver Tallet af de faldne Fjender; han taler
aldrig afgørende, hvor Sandheden er uvis. Men denne
Retskaffenhed er ikke klartskuende. Han har ikke
tvivlet nok til at fortjene Tillid.
Han er sand, naar han skildrer de almindelige
Sjælebevægelser, der til alle Tider er de samme;
men han kender ikke de særegne Følelser, der er
ejendommelige for bestemte Tidsaldre. Hans Talergave,
der skænker ham Sansen for det Almene og negter ham
Sansen for det Særegne, giver ham endnu Følelse for
de gamle Overleveringer.
I Mangel af det egenlige kritiske Organ har
han forskellige, der træder i dets Sted: under
Kongerne sin storladne Veltalenhed, i Republikens
første Tid sin Republikaneraand, mod Slutningen sin
Nøjagtighed og Ærlighed. Han elsker det Sande som
hæderlig Mand, men ikke som Videnskabsmand og over
alt Andet. Livius er ikke Oldforsker. Han siger om
en gammel Sang, at hvis han nu vilde anføre den,
vilde den støde og synes uformelig. Han vil ikke
fordærve sin Stil med den gamle Poesis barbariske
Udtryk og tunge Skemt. Anfører han derfor en sjælden
Gang et Aktstykke, da rager den raa og u tilhuggede
Tekst op blandt hans polerede Sætninger som en gammel
kyklopisk Mur i en moderne By. Han forstaar ikke,
at Kritikeren tyer til de fjerneste Kilder, fordi
de er de reneste, og at Teksten er des mere kostbar,
jo mere barbarisk den er. Den fine Talekunstner vil
ikke gennemstøve de gamle Templers Kroge efter halvt
opløste og vidtløftige Haandskrifter fra Oldtiden.
Han mangler Mistillid. Han husker ikke tilstrækkeligt,
at Menneskene har Evnen til at lyve, og at de bruger
denne Evne. Istedenfor at gaa de tidligere Forfattere
efter med Tidsfølge og Stedbeskrivelse for Øje,
overspringer Livius Alt, hvad der kan stille ham
Ansigt til Ansigt med Kendsgerningerne, Alt, hvad han
af Jordsmonnet, Vejrforholdene, Agerdyrkningen kunde
lære med Hensyn til Forstaaelse af Sæderne. Polybios
beskriver Gallerne ved at nævue Kornpriserne,
Vinpriserne, Tallet paa Slagtekvæg.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
