Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den Iranske Æstetik I vore Dage
En Skribent som Livius nedlader sig ikke til at være
Køkkenskriver.
Derfor er han ikke klartskuende nok. De menneskelige
Lidenskaber, som Livius kender, er dem, der fremtræder
ved store Lejligheder som et Slag, en Forhandling,
et Oprør. Men ofte er han ubekendt med de underlige og
forglemte Skikke, der har frembragt Institutionerne,
og de dunkle og langsomme Omvæltninger, der har
omstyrtet dem. Livius er hverken Statsmand eller
Kriger; han tænker ikke paa at berigtige Fortællingen
om et Felttog ved at undersøge Stedet og sammenligne
Marcherne, ikke heller paa at forklare de borgerlige
Uenigheder ved at efterspore Partiernes Oprindelse,
Sammensætning og Stilling. Han fremstiller det
gamle Rom, som Racine forestillede sig det gamle
Grækenland, med stødende Uoverensstemmelser,
idet Alt er i indbyrdes Strid: Sæderne og Stilen,
Samfunds-Tilstanden og Følelserne. Scipio, Cicero,
Cato, Grækere, Romere, Barbarer, Mennesker fra
alle Tider og alle Lande har hos Livius samme Hang
til Forstandsovervejelser og samme Talekunst. I en
Fortælling, der strækker sig over 700 Aar, forandres
hverken Aanderne eller Sproget. Og dog behøver
man kun at have levet med i ti Aar for at opleve
gennemgribende Forandringer i Følemaaden og Stilen.
Livius var ikke lærd nok; det var ham ikke nødvendigt
at være særlig lærd for at udfolde sine Evner som
Taler. Begivenheder, Handlinger, især den dramatiske
Handling er, hvad han lægger Vægt paa. Men han har
ikke fundet Oldtidens Religiøsitet under den nyere
Mytedannelse; og han har interesseret sig mere for
Historien om Virginia end for en ny Lovgivning eller
ny Forfatning.
Den oratoriske Evne, der omdannede Historikerens
Kritik, omdanner ogsaa hans Filosofi.
Historiens Filosofi er Kundskaben om de almene
Kendsgerninger, der hæver os over den snevre og
underordnede Kundskab om de særegne. Den Krog,
hvortil vi er henviste, giver os Stof nok til
at lære de almene at kende, ligesom Æblets Fald
efter Sagnet bragte Newton til at ane den Tyngdens
Lov, hvorefter Stjernerne ruller. Historikeren
søger to Slags Love. For det første har enhver
Gruppe af Kendsgerninger sin Aarsag. Hvorfor blev
Samniterne overvundne? hvorfor erholdt Plebejerne
Rettigheder? Dernæst forudsætter de underordnede
Aarsager almindelige Aarsager, og disse kan paavises,
uden at Fremstil-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
