Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den franske Æstetik i vore Dage
145
Men den Del, som Forfatteren tager i Fortællingen,
er jo Kilde til Stilen.
Og hvis Historikeren tydeligt har udredet alle Traade
og tænkt tilstrækkeligt over det Skete, saa vil han
finde det rette Udtryk, fordi Kunsten at skrive kun
er den Kunst at tænke, og fordi det til at tale godt
er tilstrækkeligt at have tænkt meget. Portræt,
Fortælling, Stil, Udtryk, alt det som er Kunst,
stammer fra det, som er Kundskab, og heri ligger det,
at Kunsten hos Livius har samme Fortjeneste og Mangler
som hans Kritik og hans Filosofi.
Blandt hans Portræter er det af Romerfolket det
første. Dette Folk anser sig for udgaaet fra Guderne,
for Verdens forudbestemte Herre, Den høje Agtelse,
det nærer for sig selv og sin Værdighed, er dets
herskende Lidenskab.
Af denne Stolthed følger en egen Art Mod, og af dette
Mod Erobringer og Sejre. - Som Talekunstner sætter
Livius nu de afgørende Karaktertræk i Relief, han
som romersk Borger har opdaget: I hin Tid var Land,
By og Religion ikke tre forskellige Ting; Mandens
Hjerte og Tanke tilhørte helt det Fædreland, hvis
Borger han var. Dog Livius taler til Forstanden,
ikke til Indbildningskraften. Han siger os, at
Oldtidens Mennesker var ædru, men viser os dem ikke
som Bønder og Agerdyrkere. Han burde lært os, at de
ikke dyrkede Jorden af Filosofi og for at vise deres
store Sjæl, men af Erhvervelyst, for at faa noget
ud af Jorden. Iblandt Romernes ti Hoveddyder var der
den Dyd at tjene mange Penge.
De enkelte Personer hos Livius er ikke anskuelige
nok, og man søger fra dem til Oldtidens Statuer
og Medaljer. Han stræber f. Eks. ikke saa meget
at forklare os Hannibals Væsen, som at gøre os vel
stemte med Hensyn til Romerne. Han viser os ikke,
at Hannibals Hær bestod af Lejetropper, og hvorledes
han fra først af blev paavirket af denne sin Hær, der
var lige saa tapper af Haandværk som Romernes Hær af
Stolthed. Livius skildrer os som Talekunstner Fabius’s
Storhed, men lader os ikke forstaa, at den havde sin
Grund i hans Temperament, saa hans heltemodige Fasthed
inderst inde var flegmatisk Rolighed. Livius’s Portræt
af Cato mislykkes for ham, fordi han erstatter den
korte, kraftige Sætning, der var Gato egen, med de
lange Sætningskæder, han aldrig opgiver. Han lader
os heller ikke ane, at Æmilius’s Dyd havde sin Rod
i hans Adelsstolthed.
G. Brandes: Samlede Skrifter. XIII
10
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
