Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
146 Den franske Æstetik i
vore Dage
Men Dyden bliver først menneskelig, naar den
forklares. Trækkene oplives desuden, naar de saaledes
rykkes os nærmere,, Moralistens ædle Omrids faar Liv
under Levnedstegnerens Hænder.
Dog Talerens Maal er at vække en Bevægelse i vort
Sind, ikke at indprente os en Skikkelse. Han tænker
mere paa selve Talen end paa den Person, han lader
tale, og gør derved Foredraget mere fuldendt end
naturligt. Han formilder Barskheden^ udsletter det
Stygge, Lave, Smaalige, Yderliggaaende og skjuler
Sandheden under sin Veltalenhed. Han fremstiller
snarere Egenskaber end Personer, og dersom han
antyder en herskende Lidenskab, da overspringer han
dens Aarsager eller Virkninger, forklarer ikke de
Omstændigheder, der har udviklet den, og forklarer
ikke det Øvrige ved den. Det Portræt, som er lykkedes
Livius bedst, er hans eget.
Hvad Fortællingerne angaar, saa anvender han
Gentagelser og almindelige Talemaader som Cicero,
fordi han som Cicero er Taler. Han giver os aldrig Lov
til selv at dømme. Hans Sprogpragt minder stundom om
en Ligtales; han vil ikke saa meget, at vi skal kende,
som at vi skal beundre hans Helte; ti Talekunstneren
har Hang og Evne til det Storladne; hans Maal er
ikke at male, men at røre Tilhøreren gennem sine
Malerier. Livius beviser istedenfor at berette.
Hvad han forstaar, er at forbinde og besjæle
Fortællingens Dele. Ved ethvert Skridt forklarer han;
men han forstaar at meddele Lidenskab. En ganske
enkelt Gang kun forekommer et sanseligt, synligt Træk
ligesom et Teaterkup; men Handlingen er ikke mindre
levende, fordi den kun foregaar i Sjælen. Livius
ligner de franske Tragikere fra det 17de Aarhundrede:
faa Dekorationer, intet Skrig, ingen legemlig
Dødskamp, men Gang og Følge i Tanker og Følelser,
og mere Forstand og Lidenskab end Indbildningskraft.
I Grunden er alle hans Fortællinger Taler. Naar han
fortæller ligefrem (f. Eks. om Lucretia), er hans Tone
ligesaa heftig, som naar han holder Tale. Derved faar
hans Historie sit mægtigt bevægede Liv. Aldrig omtaler
han Naturforhold uden for at forklare aandelige
Tilstande. Hos Polybios stod f. Eks. i Anledning af
Hannibals Overgang over Alperne: «Disse Bjerge er
som et Kastel for Italien.» Hos Livius hedder det i
Hannibals, ikke i Forfatterens Mund: «Nu klatrer I
op ad Roms Mureb Man føler her Forskellen mellem en
Geograf og en Taler.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
