Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
148 Den franske Æstetik i
vore Dage
’paa den Enkelte er den, at en og sararne Almenevne,
Talekunstnerens, og et og samme Præg, der formentlig
er Talekunstens, med ubarmhjertig Ensformighed er
blevet eftervist paa ethvert Omraade af Talentets
Virksomhed. Ikke et Øjeblik er det taget i
Betragtning, hvor mangfoldige Arter af Talekunst
der gives. Hvor forskellig er ikke i den moderne Tid
den engelske fra den italienske, den danske fra den
svenske! Hvor forskellig var ikke i den græske Oldtid
de forskellige Skolers og enkelte Taleres! Talekunst
er gennemgaaende opfattet som Deklamation. At der
gives en Talekunst, som skyr Deklamationen, berøres
ikke. At der gives en skærende Talekunst ved Siden
af den blomstrende, ikke heller. At der gives en
sandhedssøgende, endnu mindre.
Hos Livius eftervises den samme Gave fremtrædende
overalt og overalt kun denne ene Gave! Dens
Ejendommelighed bestemte den for Talerstolen; da den i
Stedet er blevet kastet over paa Historieskrivningen,
præger den Kritiken, Filosofien, Kunsten,
Karaktererne, Handlingen, Talerne, Stilen, uden
Undtagelse Alt. Retsindighed, Ærlighed, Oprigtighed,
Fædrelandskærlighed gaar ind under den, ti «uden disse
Dyder er en Taler kun en Advokat*. Man véd ikke ret,
om man skal modsige denne sidste Sætning eller blot
smile over den.
For paa Forhaand at støtte Læren om Taler-Evnens
Ene-raadighed, saasnart den blot er eftervist som
herskende i en af Historikerens Hovedvirksomheder,
bevises det, at Kritiken og den kunstneriske
Fremstilling hos Historieskriveren er ganske det
Samme. Til Bedste for den ubetingede Enhed bliver
den Sandhed, at den fuldendte Kritiker ogsaa er den
fuldendte historiske Kunstner, uden videre forvandlet
til det Paradoks, at i Virkeligheden den udmærkede
Kritiker nødvendigvis er en udmærket Fortæller.
Til Bevis for Taler-Evnens begrænsende Indflydelse som
Ophav til Livius’s Mangler anføres endelig Saadanne
Begrænsninger og Mangler, som denne Historiker mer
eller mindre deler med saa godt som alle Oldtidens
Historieskrivere. Man betragtede i Oldtiden Historien
som et Drama; man studerede Hovedpersonernes
Handlinger; man iagttog det Menneskelige i dets
relative Selvstændighed og Frihed, og hvad man fik
ud af Skuespillet var en stærk æstetisk Virkning
og en stor moralsk Lære. Man var endnu langt*fra
at betragte Historien som Videnskab, og da man ikke
forstod, i hvilken inderlig Sammenhæng
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
