Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
176 Den franske Æstetik
i vore Dage
seeise, bragt Kritiken synderligt frem. Han omskriver
mest kun Digterværkets Indhold i filosofiske Udtryk,
og hans Opfattelse er aldrig personlig, original
og frisk. Den hegelske Aandsretnings hele Sigte,
Trangen til Godkenden af det Virkelige, forhindrede
Oprindelsen af en i streng Forstand kritisk Filosofi
af Kunstværket, og den hegelske Aandsretnings
overvejende Forkærlighed for det filosofiske
Studium udelukkede en i streng Forstand historisk
Filosofi af Kunsten. Den med Hegel samtidige
eklektisk-spiritualistiske Filosofi i Frankrig
havde ogsaa paa sin Side en med dens Grundsætninger
overensstemmende Kritik. Cousin havde indskrænket
Skønhedsbegrebet til kun at gælde den moralske Skønhed
og bestemt det som Kunstens Genstand at udtrykke
denne. Han gyste ikke tilbage for den latterlige
Følgeslutning, at Malere som Lesueur og Poussin
«staar i Linje med, ja overgaar» Murillo, Correggio,
Tizian, Rubens og Rembrandt. Uden at gaa til en
saadan Yderlighed stod Kritikeren Gustave Planche
den spiritualistiske Aandsretning nær. Han gik ud
fra Studiet af og Kærligheden til de store Mønstre
i Kunst og Literatur, uddrog ubetingede Kunstregler
af dem og brød saa, siddende overskrævs paa en eller
anden Regel som Kæphest, Staven over den moderne
Tids uregelrette eller aandløse Frembringelser. Der
er noget Tørt og Strengt ved Planches Kritik, noget
Billedløst og Logisk ved hans Stil, noget Indskrænket
ved hans Synskres, men noget Ophøjet og Ædelt ved
hans Begejstring for det højeste Skønne.
Medens det i Tyskland var den alsidige Panteisme, der
hos Hegels Skole aabnede Fløjdørene for alle Former af
det Skønne uden Undtagelse, for alle dem, som Mesteren
i sin Æstetik snarere havde taalt end godkendt, er
det i Frankrig den naturvidenskabelige, realistiske
eller, som man siger, positivistiske Aandsretning,
som afslører Spiritualismens Sneverhjertethed.
Tidligt har maa allerede indset, at der til
Kritikerens Virksomhed baade udkræves en passiv og
en aktiv Begavelse. «En Kritiker, siger Heiberg,
er et Væsen, som bør være commums generis*, han maa
forene den feminine Modtagelighed med den maskuline
Produktivitet; men ligesom dette genus mangler i
adskillige Sprog og er sjældent i de fleste, saaledes
er det sjældent at træffe en Kritiker, hos hvem det
ene Element ikke er overvejende over det andet. >
Kritikeren maa da som Spaamanden Tiresias afvekslende
være Mand og Kvinde. I Frankrig er imidlertid i
vore Dage
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
