Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
208 Den franske Æstetik i
vore Dage
lertid en Fejl: det Skønnes Filosofi blev hurtigt
til det Skønnes Metafysik; man opfattede kun sin
Genstand fra Idésiden, gav ingen Enkeltlove, ingen
Forholdslove, ingen Generalbas, men behandlede alene
det Skønnes almindelige Forhold til Grundidéen og til
de andre Ideer. Da udvidede Æstetiken sig paany. Man
opdagede, at der i Kunsten var mere end det Skønne,
at der gaves æstetiske Stoffer, at der er Noget af
Skønheden relativt uafhængigt, som gør, at Goethes
Herman og Dorothea staar over hans Achilleis. Man
fremhævede Nødvendigheden af, at Stoffet var
almenfatteligt, fængslende, lettilgængeligt. Det
næste Skridt herefter er Opdagelsen af, at Æstetiken
ikke blot maa behandle mere end det Skønne, men endog
mere end det Æstetiske, eftersom Kunstværket vinder,
jo større national, jo større sædelig, jo større
aandelig Interesse det har. Saaledes udvider Æstetiken
umærkeligt sine Grænser saa stærkt, at den kommer til
at spille ind paa alle Nabovidenskabernes Omraade.
Her er det, at Herbart kalder til Orden: At et
Kunstværk udbreder Moral og Kultur, det er godt
for Moralen og Kulturen; at et Kunstværk vækker
Nationalfølelsen og styrker den, det er godt for
Nationen og godt for Politiken. Æstetiken véd Intet
derom; det vedkommer ikke den. Den har kun ét Formaal:
at finde de elementære, ubetinget behagende Forhold,
og med Hensyn hertil har den spekulative Æstetik
saa godt som Intet gjort. Den eneste udarbejdede
Del af Videnskaben om det Skønne er Musikens Teori,
Generalbassen, og den almindelige Proportionslære; alt
det Øvrige er Brokker af Metafysik, Religionsfilosofi,
Politik, Moral, og Himlen véd hvad mere. Herbart
negter ikke, at det Kunstværk, der udtaler en
stor Idé, jo staar højere end et, der udtrykker en
ubetydelig og ringe, men han negter, at det æstetisk
staar højere. Medens Hegelianerne havde slaaet
sig til Ro ved den Lære, at under Forudsætning
af lige Formfuldkommenhed staar af to naturskønne
eller kunstnerisk skønne Foreteelser den højest,
der er Udtryk for den højere Idé, vil Herbart og
hans Lærlinge kun bedømme Skønheden efter dennes
egne, af al Idé uafhængige Love, og Tænkere af andre
Retninger har sluttet sig til dem. «Jeg har altid,
siger Herbart, naar jeg saa Æstetikens Forhold til
Metafysiken, maattet tænke paa Belgiens Forhold til
Holland, da den første Stat ved Forbindelsen med
den anden maatte overtage saa trykkende en Del af
dennes Statsgæld».
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
