Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den franske Æstetik i vore Dage
295
lagt Aand, at jeg tidt, ved at tænke paa
ham, har maattet mindes Renans bekendte Ord om
Videnskabsmanden, at denne nemlig, hvor fæl han end
finder Verden, tillige finder den saa mærkværdig, at
han maaske ikke vilde underkaste den nogen Forandring,
i Fald han formaaede det. Taine afviser endog ethvert
Spørgsmaal om de praktiske Følger, dette Spørgsmaal,
hvortil Kierkegaard ideligt kommer tilbage, som
Videnskaben rent uvedkommende. Jeg har hørt ham
besvare Spørgsmaalet: «Hvad Raad giver De os?>
med disse Ord: «Videnskaben har ikke at give Raad.*
Og Taine har Ret, Videnskaben er ikke Sjælesørger;
har den fundet Sandheden, er dens Hverv tilende.
Den Livsanskuelse, som Videnskaben udmunder i, vil
maaske hyppigst blive stoisk Standhaftighed. Hos
Taine har denne Stoicisme nødvendigvis et
personligt Præg. For det Første er den i høj Grad
naturalistisk. Jeg anfører som Bevissted en Side som
denne:
«Kunstens Herlighed er kun fantastisk, Naturens
er mere end fantastisk; ti det Fantastiske er
blot en Sygdom i vor menneskelige Hjerne. Naturen
vedligeholder og udvikler sig selv, sund og stadig,
uafhængig og fuldkommen, virksom og klar, det er Alt,
hvad vi kan sige. Dersom vi skulde vove at sammenligne
den med noget menneskeligt Værk, da maatte det være
med visse græske Gudebilleder; de er sig selv nok,
som den er sig selv nok. Vi kan ikke elske den; ti
vore Ord passer ikke paa den og naaer den ikke. Den er
udenfor os, ligegyldig imod os; vi kan kun betragte
den, som vi betragter hine Tempelbilleder, stumme,
med blottet Hoved, for i vor Aand at indprente dens
fuldendte Form, og styrke vort skrøbelige Væsen ved
Berøring med dens Udødelighed. Hvad er et Museum Andet
end en Række af Gravmæler, et Maleri, en Statue, en
Bygning Andet end et Erindringstegn, som en dødelig
Slægt ængstelig sætter sig selv for at forlænge sin
flygtige Tilværelse ved et Mindesmærke, der staar lige
saa stærkt for Fald som den selv? Derimod overfor
Vandene, Himlen, Bjergene føler man sig overfor
fuldendte og altid unge Væsener. Tilfældet har Ingen
Magt over dem; de er de samme som paa den første
Dag; det samme Foraar vil hvert Aar med fulde Hænder
skænke dem af sine Safter. Vor Svaghed rejser sig
foran deres Styrke, og vor Uro stilles ved Skuet af
deres Fred. Igennem dem aabenbarer sig den ensartede
Kraft, der udfolder sig i Tingenes Foranderlighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
