Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
296 Den franske Æstetik i
vore Dage
og Omdannelse. Overfor den store og frugtbare Moder,
hvem Intet forstyrrer, fordi Intet er udenfor
hende, udvikler sig i Sjælen en Følelse, en dyb og
hidtil ukendt. Selve dens Grundvold kommer for en
Dag. De utallige Lag, som Livet har afsat over den,
alle Levningerne af Lidenskaber og Forhaabninger,
alt det menneskelige Skarn, der har ophobet sig paa
Overfladen, svinder bort. Sjælen bliver simpel; den
genfinder de ældste Tiders Instinkt, de ubestemte,
ensformige Ord, som fordum satte den i Forbindelse med
Guderne, de naturlige Guder, der lever i Tingene; den
føler, at alle de Ord, som den siden har sagt eller
hørt, kun er indviklet Snak, kun Øjeblikkets Udbrud,
kun Støj paa Gaden, og at, dersom der er et Minut,
som er sundt og attraa-værdigt i Livet, saa er det
det, i hvilken Sjælen glemmer den store Myretues
Summen og Plagerier, og, som de gamle Vise sagde,
opfatter Klodernes Harmoni, det evige Verdens-Alts
Hjertebanken.* (Rejse i Italien.}
Mere end én Gang hos Taine kommer denne Anskuelse af
den ydre Natur som det eneste Varige, eneste Blivende
frem, en Anskuelse, der staar i god Overensstemmelse
med hans hele Lære, men i stærk Strid med den
Tilbøjelighed, han har til at beraabe sig paa
Hegel. Thi som Hegel udtrykkelig har sagt, for ham
er Aand saa meget mere end Natur, at end ikke Solen
vejer op imod et Menneskes daarligste Vittighed. Hos
Taine har Naturalismen som Livsanskuelse nu videre
et stærkt Præg af Tungsind:
«Hvilken Samling af Ruiner, hvilken Kirkegaard er ikke
Historien! Hvor mange Menneskehjerter har ikke banket,
af hvilke der ikke er blevet andet Spor tilbage end en
Form, hugget i en Sten! Hvor ligegyldigt smiler ikke
den fredelige Himmel, hvor grusom er ikke den lysende
Kuppels Skønhed, der Dag efter Dag staar udspændt over
faldende Slægter, ligesom en Baldakin staar over en
Ligbaare! Man har læst Ord som disse i Bøgerne, og
med Ungdommens Overmod har man kaldt dem Talemaader;
men naar Manden har gennemløbet Halvdelen af sin Bane,
og naar han ser ind i sig selv og opregner, hvad han
har kvalt af sin Ærgerrighed, hvad han har revet op
med Rode af sine Forhaabninger, og naar han tæller
alle de Døde, som han bærer begravne i sit Hjerte, da
ser han paa en Gang Naturens Pragt og dens Haardhed,
og det indre Ligfølges dumpe Hulken lærer ham at
fornemme en anden Klage, den menneskelige Tragedies,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>