Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
312
Skuespilkritik
tiltrods for. at Modparten bestandigt viser ham sine
Kort, ufravigeligt taber. Han tror, at det er Horace,
med hvem han spiller; vi andre ser, at han spiller
med sin Skæbne, den uund-gaaelige, den velfortjente.
Denne Plan er strengt lagt og nøje beregnet, ikke
fri for Skematisme; men den slutter snævert og
logisk sikkert om Stykkets Idé, har ingen Indskud,
ingen Overflod, intet Optrin for lidt. Alt staar
ligesaa udviklet for Forstanden som klart for
Fantasien. Man fremkalde for Erindringen som
Modsætning et Shakespearesk Lystspil med dets
fortryllende Uorden, dets sam-menflettede Handling,
dets al Logik overstraalende Fantasi, dets Yppighed
lige fra Udtryksmaadens Billedmængde til Planens
sprudlende Rigdom paa uforudsete og uberegnelige
Enkeltheder, og man vil ved at føle Forskellen imellem
et fransk og et engelsk Lystspils Anlæg se, at det
franske Lystspil har sit eget Kunstideal. Vel har vi
i Planen endnu ikke Stykkets Aand; men alt det Komiske
i denne Komedie ligger dog i Planen, og er de komiske
Drivhjul end laante, saa fornemmer man dog i Maaden,
hvorgaa de er indføjede, den franske Karakter Komedies
og dens Skabers Ejendommelighed.
Det meget, hvoraf man ler: at Arnolphe beregner og
forudser Alt; at han er lutter Virksomhed og opnaar
Intet; at han ved Alt, hvad han foretager for at sikre
sig, netop handler sig selv imod, saa det legemlige
Ørefigen, han giver sig selv, kun bliver et Billede
paa de mange aandelige, han har givet sig forud;
at Horace uafladeligt betror sig til den Eneste, for
hvem han skulde tie; at han rækker ham det ene Vaaben
imod sig efter det andet, paa samme Tid som han af
Arnolphe laaner de Penge, han vil bruge imod ham -
hele denne Tuskhandel af Gift og Modgift, alle disse
Selvmodsigelser er laante fra to forskellige ældre
Noveller. Men det er Behandlingen af dette Stof,
der er betegnende og lærerig. Det er en bekendt Sag,
at Moliéres berømteste Arbejder ikke er de lystigste,
og at hans Hovedværker har fuldt saa megen Alvor og
Lidenskab som komisk Styrke. Ganske vist var Latteren
altid det Svar, han ønskede af sit Publikum som Dom
og Belønning; men taber han end aldrig Latteren af
Sigte, prøver han dog med Aarene gerne, hvor dybt han
kan gaa og hvor alvorligt han kan gribe uden derfor
at gaa glip af det Komiske. Han bærer sig atter her
ikke ad som Shakespeare, der i sine Lystspil stiller
det Ophøjede, det Skønne,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
