Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
328
Skuespilkritik
Rolle, omtaltes det i Pariserbladene med temmelig
megen Ringeagt. Aarsagen var den, at Stykket beraaber
sig paa napoleonske Sympatier, og disse er for Tiden
just ikke i nogen høj Pris i Frankrig; det er uklogt
at spekulere i dem. Men selv uden noget politisk
Bihensyn vilde man have Ret til at kalde Stykket
gammeldags.
Skrevet, som det er, af et stort Talent, men ikke
af en Digter, med Stænk af Poesi uden at være
Poesi, rigt«paa Vid, men ikke frit for Talemaader,
svarer det med al sin dramatiske Fuldkommenhed til
et Literaturstandpunkt, som det franske Drama har
forladt. Endog yderst talentfulde Stykker formaar
sjældent at gribe saa dybt ned i Tiden, at de
sammenfatter to hinanden afløsende Slægtfølger
indenfor Digtets Ramme, og dette er dog den
ufravigelige Betingelse for at de skal overleve en
enkelt Slægt. Dette Stykke gør det ikke. Forfatteren
til Slottet t Poitou, der i Alt hvad angaar det
dramatiske og teatralske Anlæg viser sig som en
fortrinlig Elev af Scribe, staar med Hensyn til
poetisk Opfattelse og Aand paa samme Grund som Victor
Hugo. Hans Helt er den begejstrede og højtidelige unge
Plebejer fra 1830, der udmærker sig ved Fremfusenhed,
Ædelmodighed, bredt Bryst og tilbagestrøget Haar;
hans Heltinde er den unge fornemme Frøken fra samme
Aar, fremmed for Verden, fribaaren, aaben og uskyldig,
optagen af Tanken paa Sognets Fattige, hvis «Forsyn»
hun er. Han holder af at lade sine Karakterer
kaste Bold med en Million (et dejligt rundt Tal)
under Udbrud som «Jeg er født under et Straatag,
jeg har levet i Felten, jeg har sovet i Sneen,
jeg har min Kaarde tilbage, det er nok», eller som
dette «Jeg kender Fattigdommens Vej, min Herre,
jeg skal atter betræde den uden at blegne*. Man
opdager da let, at han med Forkærlighed fremkalder
Kampe mellem Tilbøjelighed og Pligt for, som fjærn,
men ægte Ætling af Corneille, at lade Pligten sejre
ved heltemodig Selvovervindelse, at han har mere
Sans for det Heroiske end Lidenskab for det Sande,
at Troskyldighed, Begejstring, Veltalenhed, Svulst,
alle de Egenskaber, der gav hans Slægtled dets Præg,
har bygget med paa hans Lystspil og styret hans
Pen. Der er tusinde Mile fra disse Egenskaber til
det nuværende Frankrigs skarpe Virkelighedssans og
naturforskende lagttagelsesgave, eller rettere,
der var kun en Haandsbred derimellem, da den ene
Yderlighed afløste den anden. Det Ejendommelige ved
Sandeau’s ædle Personer er det, at de - som det hedder
i Kundgørelserne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
