Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Peter Nansen
505
Man maa straks fra først af gaa ind paa Bogens
Vedtægt. Stilen, Frk. Julie betjener sig af, maa
betragtes som Verset i den Talendes eller Arien i den
Syngendes Mund paa Teatret. Dette forestiller daglig
Tale.
Ganske kommer man dog ikke ud over Vanskeligheden ved
denne Imødekommenhed en Gang for alle. Ti nu og da
er Julie virkeligt naiv, ja barnagtig. Saaledes hvor
hun har de ypperlige Ord: «Jeg er glad over at jeg er
bleven tyve Aar. For saa har jeg kendt ham i to Aar,
baade den Gang jeg var nitten Aar og nu, da jeg er
tyve.> - Hun har paa dette Tidspunkt kendt ham to
Maaneder ialt. Her strider Følelsens Barnlighed mod
Stilens Sikkerhed ellers.
At Stilen nu er udviklet, vil selvfølgelig ikke sige,
at den i og for sig er unaturlig. Tvertimod, dens
overordenlige Naturlighed er et af Bogens store
Fortrin. Den afspejler simpelthen hvad den unge
Pige har følt og tænkt, skarpere og klarere end hun
selv vilde kunne udtrykke det. Dog er der enkelte
Pletter. Der findes nemlig et Skær, som Nansens
Menneskefremstilling og Kunst i uheldige Øjeblikke
kan komme til at strejfe. Det er det Sirligt-søgte,
der en enkelt Gang kan klinge affekteret, en enkelt
Gang plat.
Det lyder lidt plat, naar Mørch svarer Julie: «Min
egen lille Pige, den Smule, vi har depenseret sammen,
gør desværre hverken fra eller til». Men naar Julie
skriver: «Ikke havde jeg mere Feber, da jeg skulde til
mit første Bal i lang Kjole», og naar Mørch med samme
Kierkegaardske Vending bemærker: «Ikke behøver jeg at
fortælle Dig at jeg elsker Dig» - saa staar vi ved det
Sirligtsøgte i dets pynteligste Skikkelse. Underligt
at Nansen, der ellers er saa sikker i sin Jævnhed, kan
lade en ung Naturlighed som Julie nu og da udtrykke
sig som en Moliére’sk pré-ciease. Hun skriver f. Eks.:
«Lyve er et grimt Ord, men Meningen er smuk. Hvad
andet er det Solen gør, naar den, gemt bag en Sky,
lister en venlig Straale ned til Violen ved M arkvejen
?> Ogsaa Mørch er af Forfatteren ment som en ganske
uaffekteret Personlighed, uhøjtidelig, ærlig. Ikke
desmindre skriver han, da Julie efter Bruddet beder
ham beholde hende paa hvad som helst Vilkaar: «Min
egen Ven, min Sjæls yndigste Minde og Veninde, jeg
sørged over dit Brev som over en Vandalisme, som over
et af unænsomme Hænder skændet Kunstværk*. Naar han
endda var en Gavtyv, den sirlige Fyr, men han er ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
