Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Peter Nansen
507
heftig, men noget kold Ærgerrighed. Han opirrer
hende ved sin uforstyrrelige Ligevægt og erobrer
hende saaledes i faa Uger helt. Hun nyder i stille
Henrykkelse den Lykke, at Ingen aner noget: «Intet
rødt Kors i Panden, ingen sort Streg paa Næsen!>
Hun er lykkelig:
For mig selv er det, som om jeg fra et trangt
Puppedække, der skjulte Livets vidunderlige Mening
for mig, er fløjet ud i al Aabenbaringens Herlighed
som en lykkefortumlet Sommerfugl. Tung var min Gang
før. Nu er det, som svævede jeg let hen over Livets
Bekymringer, som om jeg havde Vinger, der bar mig over
alle Vanskeligheder. Jeg staar paa en Jord, der hæver
sig under mig, og jeg favner en Himmel, der sænker sig
ned over mig. Der er jublende Musik rundt om mig, og
jeg selv er som en Sang, der stiger og stiger . . .
Ligesaa ægte og ligesaa indtagende er det lange,
uafsendte Brev, som indeholder Julies Selvransagelse
en Uges Tid derefter, hvor Lykken endnu er den samme,
men hvor allerede «Spørgsmaalene kommer myldrende
og stikker deres klamme Rottesnuder > op i hendes
Sind. Der er mange Spørgsmaal; men der er megen
Lykke. Hendes Liv var tidligere Tomhed, nu er det
Fylde, Overfylde:
Der er Pinen ved at maatte lyve derhjemme, bestandig
lyve. Der er det nu langt værre Fængselsliv i Hjemmet
i Mellemtiderne mellem to Møder. Der er Skinsygen
paa hans andre Veninder. Der er Sorgen over hans
«snegleagtige Forsvindings-væsen», hans Gerrighed
paa ømme Tilstaaelser og Løfter. Der er Angsten
for Opdagelse, den skælvende Uro ved hvert Brev,
der kommer, og som kunde bringe en Angivelse. Der
er den oprigtige Medfølelse med Eriks Skuffelse og
Sorg. Der er Kvalen, Dødsangsten, da Mørch en Dag
pludselig er ble ven syg og da hun tømmer Smertens
bitre Kalk ved ikke at turde pleje ham, ja end ikke
være i hans Nærhed, mens hun samler sin Sjæl i den
for hende selvfølgelige Beslutning, ikke at ville
overleve ham, hvis han dør. Og saa er der siden, da
han er kommet sig, Uroen, naar han er træt og synes
kold, den ydmygende Fornemmelse af at han saa meget
lettere kan undvære hende end hun ham.
Til Gengæld er der paa den anden Side Glæden ved at
tale om ham og Glæden ved at høre Folk nævne hans
Navn, da han er en offenlig Personlighed. Der er den
Salighed at sidde i Teatret og føle, at han gør Lykke,
Tilfredsstillelsen ved
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
