Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
508 Nogle
Samtidige
at se ham rost i de fleste Blade og kun angrebet af
en navnløs «Idiot*, som det tilmed er velgørende
at ønske en rædselsfuld Undergang. Der er Lykken
ved at fornemme hans Ømhed og ved at indvies til
Livet af ham. Der er den stille Fornøjelse ved at
mærke sig udviklet til Skønhed og Ynde af denne
Lykke, læse sig dertil i de Forbigaaendes Blik, ja
selv i den gamle Papas galante Holdning. Der er den
henrivende Mulighed at han - saa sindssvagt det er -
paa sin Side kunde være skinsyg. Endelig er der den
barnlige men svimlende Tro paa at det er hende, som
har beaandet ham til Fremskridt i hans Kunst, hende
alene «som har givet ham Gnisten*, og den mere rolige
Fryd ved at være ham til Nytte, hygge om hans Person,
navne hans Dækketøj osv.
Alt dette tilsammen udfylder til Overmaal den unge
Piges Liv, og det at fornemme Livets Fylde er trods
Alt overvejende Lykke.
Derfor holder ogsaa Forfatteren gennem hendes egne
Slutningsord paa, at disse hendes Oplevelser med Mørch
trods Alt var Lykke, og det er vel dette som overfor
den herskende Samfundsanskuelse kan betegnes som
Bogens eneste - iøvrigt lidet udæskende - Kætteri.
Julies Hengivenhed indtil at ville give Livet for den
Elskede, hendes Underkastelse uden alle Betingelser,
nytter hende nemlig ikke noget, skader hende langt
snarere. Hun strander paa Mørch’s Frihedssyge og sit
eget uforstandige Overhæng. Han trættes ved i hende
ikke at finde andet Indhold end et Ekko af sit eget,
magre; og han udholder ikke hendes Bombardement
med ømme Breve, Morgen og Aften; «de møder, som
Soldater, i Konvoluternes altid samme Uniform og
med reglementerede Frimærke-Epauletter ». Men da
det brister imellem dem, er Julies Fortvivlelse
fremstillet med ikke ringere Kunst end hendes
Tilstand, da hun var som illumineret indenfra. Hun
var bleven af med sit Selv, havde skænket det til
en Anden, rigt som det var blevet ved ham. Nu faar
hun det igen, og kan ikke taale at bære det mere,
plyndret og øde som det er.
Træffende er allerede Skildringen af, hvorledes hun
er tilmode, da hun ved Midsommertid er ene efterladt
i Byen. Hun er indskrænket til udenfor Teatret at
læse de gamle flængede Plakater for at finde hans
Navn. Hendes Dage glider ensformigt forbi «som
Mærkestenene paa en Landevej». Og naar Følelsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
