Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Gunnar Heiberg
525
Skikkelserne staar for En som i overnaturlig
Størrelse, udløste af Hverdagslivets hundrede
Forbindelser, blot stillede i Forhold til hverandre
paa afgørende Vis. En stærk Fantasi har raadet ved
deres Anlæg, og Fantasien har ikke svigtet under
Udførelsen; hvad de siger, har bestandig Karakter,
og Sproget har i dette Drama fra først til sidst et
festligt, straalende Skær, saa et Sanseindtryk af
noget Glansfuldt og Overdaadigt bliver tilbage, naar
Læsningen er til Ende. Der er saa megen Fantasi i hver
enkelt Replik. Antonio taler om sin Moder og Søster:
«Nu har jeg gjort dem lykkelige. Nu sidder de stille
med en Dukat i Haanden.» Han taler om at fastholde
Nuet. «Hvad hjælper det mig, naar Folk engang skal
sige: Jeg husker fra min Barndom, han kom i mine
Forældres Hus! Da er det for sent. Nu er det.»
I slige dristige Billeder bevæger Ordlaget sig. Og
uden Billeder er det ejendommeligt blot ved Ordenes
Valg og Sætningernes Orden i Repliken. Julies anden
Replik, der i korte, stærke Sætninger udtrykker Sorgen
over at skilles og leve skilte, udmunder i Ordene:
«Jeg elsker dig». Disse Hverdags-Ord faar ved deres
Stilling som Slutningsudbrud en særegen Vægt, en
Akkordklang, som de anderledes anbragte aldrig vilde
opnaa.
Stykket drejer sig om Julie, Kvinden, det vil her
sige Hundyret, Hun-Rovdyret i Menneskeskikkelse. Hun
har da ikke blot de almindelige Hundyrs- og
Rovdyrs-Egenskaber, men Evnerne til at ægge, fordre,
drille, haane, lyve og elske, hele Hengivelsens
Register igennem. Vi hører hende kurre i Elskov,
trodse, haanle og ikke blot lyve, men nyde det og lege
med sine Løgne. Hun er dumdristig og overmodig som
selve Garmen. Hun er rent instinktiv, forsaavidt ikke
at lide paa, men hun er ikke troløs af Overfladiskhed;
kun svag, naar hun møder sin Overmand og Herre. Da
hypnotiserer og vinder han hende, saa længe det
varer. Hun hviler da en Tid lang ud i Lykke som det
mættede Rovdyr, hun er.
Hun ser i Manden ikke Mennesket men Hannen. Hun
vurderer ham i samme Grad, som han er Han. For Tanker
har hun ingen Sans, for Planer til Menneskehedens
Vel mangler hun ganske Organet. Men naar Abel gaar
om og drøfter sine Ideer, kan hun glæde sig over,
hvor «nydelig» han imens ser ud, og naar hun hører
ham tale offenligt, er hendes Fornøjelse den,
at Tilhørerforsamlingen finder ham smuk. Derimod
bliver hans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
