Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Berlin som tysk Rigshovedstad. Erindringer fra et femaarigt Ophold - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
36
Schauspielhaus
Topfers elendige Bearbejdelse af Goethes episke
Idyl). Den første Elsker, Hr. Ludwig, er velskabt,
tager sig godt ud i hvidt Atlask som Egmont, bærer
med Anstand sin Lavrbærkrans som Tasso, men er ren
Deklamator. En enkelt yngre Karakter-skuespiller,
Hr. Kahle, om hvem man for nogle Aar siden kunde fatte
Haab, især siden han med Dygtighed spillede Carlos
i Clavigo, har intet Fremskridt kunnet gøre. Man
gav ham Nar-ciss’s gennem-usande Hovedrolle i
Brachvogels slette og berømte Stykke af samme Navn,
denne taabelige Fordrejelse af Diderots Rameaii’s
Brodersøn, og han havnede rigtigt i Affektationen. I
flere Roller har han udviklet sig til en Kopi af
Lewinsky. Han gaar saa vidt, at han i Lidenskab endog
trækker Munden skævt efter ham. Saaledes efterligner
Kineserne Ridser i en Mønster-Thekop.
Kort sagt, Overværelsen af en Opførelse i
Schauspielhaus beriger En saa godt som aldrig med
nye Synspunkter.
Derfor er det, at vi begiver os paa Vej til
Residenz-Teatret. Hvor man end bor, man bor aldrig
i dets Nærhed. Det ligger som de fleste andre
Privatteatre i en af Byens yderste Udkanter - en
Omstændighed, der tilstrækkeligt viser, at Berlin
ikke er en By med Lidenskab for Skuespilkunst, ti
skønt i Paris Byggegrunde i Stadens Midte er lige
saa dyre som i Berlin, ligger dog alle Teatrene i
de mest befærdede Egne. Gaa derhen kan man ikke, man
fandt aldrig Vejen. Op derfor i Droske I Og nu rumler
det gennem en Uendelighed af triste, ensformige,
menneskefyldte, vognrige og lysrige Gader, over
store, sørgelige Torve, forbi Hundreder og atter
Hundreder af skidengraa, kedsommelige Husfacader,
til Vognen endelig stanser ved en uanselig Indgang,
belyst af Gasblus i en stor Bue, og vi er der.
Sardou er altid Hovedmanden i Teatre af denne
Art. Augier er for fin, Dumas skriver for faa Stykker,
Sardou derimod, der er mindst Digter af de tre, er
netop desformedelst den mest foretagende, leverer
stedse Nyt, og stiller færre Fordringer til Publikums
Dannelsestrin, fordi han stiller mindre strenge
Fordringer til sig selv. Ikke at han er skødesløs,
langtfra; men de Krav, han stræber at opfylde, og
altid opfylder, er af teatralsk, ikke af digterisk
Natur. Hans Stykker har ikke som Augiers og Dumas’s
en Idé, de med al dramatisk Magt vil illustrere;
Æmnet laaner Sardou hvor han kan faa det, hyppigst
hos Dumas, men iøvrigt rundt omkring fra, og Ideen
er ham kun det nødvendige Grundlag for Opfindelsen
af dristige og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
