Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Berlin som tysk Rigshovedstad. Erindringer fra et femaarigt Ophold - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Et Dukkehjem i Berlin
269
vil sige: man maa i Reglen have vundet en Digter,
der har Ejendommelighed, kær for ikke at møde hans
Ejendommelighed med Uvilje. Hos den, man holder
af. elsker man ogsaa Besynderlighederne. Men Ibsen
har mange Besynderligheder, og Et Dukkehjem er rigt
paa Saadanne. Man har de to første Akter igennem
intet klart Indtryk af, hvad der vil ske. Slutningen
overrasker og kan, saa genial den end er, ikke
kaldes helt og fuldt grundet. Den er følgestreng
nok, men Sjælelivet er ikke saa følgestrengt
som Tanken. Vi Nordboere véd imidlertid, at Ibsen
elsker Følgestrenghed over Alt. En pietetløs fremmed
Tilskuerkres har ikke denne Forudsætning.
Endelig beroede Stykkets Uheld i Berlin som i
Tyskland overhovedet vel især paa, at man ikke som i
Norden havde læst det, før man saa det. Det maa læses
først. Det er for overlagt, for rigt, for knapt, for
kunstfærdigt til at det kan forstaas og overskues
af et almindeligt Publikum i Løbet af en eneste
Forestilling. Der er ikke én Replik overflødig, ikke
én Replik, som kan forkortes; men sagt fra Skuepladsen
overhøres meget, ikke at tale om, at meget var sløjfet
og en Taabelighed føjet til.
Dernæst er Stykket som Drama betragtet for
pinligt. Det er, som overværede man et fortsat
Plageri af et værgeløst Dyr. Den stakkels Nora lider
og spræller i sin Kval. Det er et sørgeligt, intet
tragisk Syn.
Jeg har nu nævnet Alt, hvad der paa nogen Maade kan
siges til Publikums Undskyldning. Jeg maa lette mit
Hjerte ved at sige, at det, som Publikum altfor ofte,
viste sig dumt, hjerte-løst, sløvt, uden ringeste Sans
for virkelig Poesi. Det var betegnende, at overalt
hvor der i Stykket forekom noget sandt, noget skærende
sandt, der skreg man op og protesterede. Saaledes
f. Eks. hvor Nora skildrer sit Udseende som Lig -
det opsvulmede Ansigt, det drivvaade Haar - sligt vil
man ikke høre fra Skuepladsen, ikke mindes om; man
er vant til at høre Alt besmykket og bortløjet eller
omløjet eller gjort til uskyldig Spas i den saakaldte
Teaterpoesi, og man kommer i Raseri, naar Sandheden
viser sit Medusa-Aasyn. Men et Medusa-Hoved vilde
være den rette Prydelse for dette Dramas Titelblad.
Dets to Hovedpersoner staar i et mærkværdigt
Modsætningsforhold til hinanden. I Nora er det normalt
Kvindelige, som vor nordiske Skinkultur har udviklet
det (Kærligheden til Huset, Ligegyldigheden for de
fremmede), i Helmer det normalt Mand-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
