Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Julius Lange. Breve fra hans Ungdom - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
420 Julius
Lange
Tid, de som stjæler hans Mod, de som pletter hans
Sind, de som raner hans Friskhed, de som slaar Vand
paa hans Varme, de som saarer ham ved Raahed, de som
sløver ham ved Pedanteri eller Spidsborgerlighed,
de som smitter hans Tanker med deres Vrangtænkning,
de som hidser hans Drifter ved deres Eksempel, de
som leder hans famlende Jeg ind paa Veje, der ikke
fører nogensteds hen. De møder ham en for en eller
i Flok, hele denne Hærskare af Individer, mod hvem
denne Yngling, der træder ud i Livet med en spirende
Mandsvilje og en Forstandsevne, der trænger til
des mere Næring, jo flersidigere og stærkere den er
anlagt, har at værge sig paa Liv og Død, alle disse,
han maa ryste af sig og kaste fra sig for at blive
sig selv. Hvor mange er der ikke af dem, og hvor faa,
hvor sjældne er de berigende Individualiteter!
Julius Lange var allerede som 22-23-24-aarig ung
Mand en saadan berigende Individualitet. Det blotte
Samkvem med ham berigede. Der var saa megen Fylde
og Kærne i hans Væsen, l Sammenligning med ham
syntes andre Mennesker hvad hvislende Seddelpenge
er i Sammenligning med en klangfuld Gulddaler. De
andre unge Studerende var ufriske af den megen
Sysselsættelse med det Skrevne og Skriveri. Hans Væsen
var Mundtlighed. Selv de bedste blandt Kammeraterne
var der slidt paa ved den megen Sysselsættelse med
Læsning og Bøger. Hans Væsen var Anskuelse, Syn.
Han sad inde med den fineste nedarvede Dannelse. Hans
Fader var en stille, gennemdannet Tænker, en
Tænker for Livet som Sibbern. Hans Moder tilhørte
og ikke blot ved Fødselen men ved det hele Anlæg en
af Danmarks aller ypperste Slægter, og Forældrene,
«den blinde Mand og den døve Kone», der saa rørende
understøttede hinanden i et Ægteskab, der kunde
kaldes idealt, udmærkede sig ikke mindre ved sjælelig
Finhed end ved aandelig Kultur. Hans Morfader, den
gamle Biskop, hans to ypperlige Morbrødre, Digteren
Paludan-Muller og Historikeren, alle havde de meddelt
ham nogle Gran af deres Væsen. Men skønt han saaledes
havde en Dannelsesarv som faa eller ingen af hans
Jævnaldrende kunde rose sig af, var han en ganske
oprindelig Natur. Uden nogensomhelst Selvtilfredshed
var han tilfreds. Aldrig kunde han som misfornøjede
Kammerater jamre over Mangel paa Sans eller Mangel
paa Evne. Han havde Sans og Evne nok og savnede ikke
synderligt hvad der fattedes ham.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
