Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Julius Lange. Breve fra hans Ungdom - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Julius Lange
421
Han havde bl. A. dette de sært Ejendommeliges
Kendemærke, at hans Dannelses Kilder var faa,
undertiden pudsigt tilfældige eller dog besynderligt
valgte, men saa grundigt udnyttede, at de traadte
istedenfor andre rigere Kilder til Kundskab eller
Udvikling. Selv oprindelig opsøgte han og fastholdt
han det Individuelt-Oprinde-lige hos Enhver, der
interesserede ham, brugte gerne f. Eks. Udtrykket:
«saaledes som han saa udmærket kan» og søgte af
Instinkt, saasnart det gjaldt Opdragelse eller
Paavirkning, altid til de Ypperste, til Menneskehedens
allerstørste Aander. Han omgikkes, kan man sige, alt
som tyveaarig, stadigt og uden at lade sig forvirre,
de største Aander som Æschylos, Shakespeare, Goethe,
Fidias, Praxiteles, Raffael, Michelangelo, Rembrandt,
omgikkes dem naturligvis ikke som Ligemand, men i al
Ydmyghed uden sygelig Selvringeagt som en langt ude
Beslægtet, og under hans Forhold til dem udviklede
der sig den Humor, som var og blev hans Naturs
Eksistensform. Det var en Humor, der beroede paa den
medfødte Ligevægt i hans Væsen og paa den Sikkerhed i
Optræden, der var en Følge af den, paa en fuldkommen
Frihed for Selvbespejling og Forfængelighed, paa den
selvsikre Naturs Egenskab, tilgavns at turde samle
sig til Angreb, paa det Blik for det Karakteristiske,
der bragte ham til i Grunden at elske Menneskene og
i Virkeligheden at se det Tomme og Dumme hos dem,
paa hans eget Menneskevæsens Sundhed, Vittighed,
Langsomhed og Ro. Da jeg første Gang saa Julius Lange
- det var om Aftenen den 29. November 1859 paa Ehlers’
Kollegium - efterlod han det ene Indtryk paa mig,
at han var en Humorist.
III
Skønt da kun 21aarig saa han lidt ældre ud end sine
Aar; han var stærk og skulderbred; Udtrykket i Hovedet
med den kraftige, betydelige, meget smukke Profil, de
skønne blaa Øjne, det mørke tætte Haar og det yppige
brune Fuldskæg var en Mands. Ret høj som han var og
uden nogensomhelst Tilbøjelighed til Fedme syntes
hans Skikkelse dog snarere svær end let. Soliditeten
i hans Væsen afprægede sig i den. Han gik den Gang
klædt i tykke, grove Stoffer, ved hvilke man sparede
paa Overfrakken. Han havde nylig været i Murerlære
(det var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
