Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Georges Clemenseau
117
Under Mac Mahons Statskupsforsøg gik Clemenceau med
Gara-betta; han var endog hans Sekundant i Duellen
med Fourtou. Det er først fra Januar 1880, da det
republikanske Parti afgjort havde sejret, da det stod
som Herre over den offenlige Mening og som Genstand
for den offenlige Tillid, at Clemenceau som Fører
for den radikale Gruppe udskilte sig fra det franske
Venstre og blev G’ambettas Modstander.
Det var Træthedens Øjeblik. Sejren var vundet
efter en Kamp, der strakte sig fra Statskupet
1851. Efter 30 Aars Forløb hvilte Folket sig ud
efter sin Anstrengelse, i Tillid til de Mænd, det
havde sat i Spidsen. Sejrherrerne skulde nu begynde
deres Virken. Oppositionen var bleven Regering. Men,
som Pelletan har skildret det i sit Flyveskrift om
Clemenceau, hele Regerings-maskineriet, der var
blevet tildannet under de tidligere reaktionære
Ministerier, virkede fremdeles. Tusinde Traade
fra de gamle Forvaltnings-Polyper snærede sig
om de nyankomne. Den daarlige Luft i de gamle
Bygninger betog dem. De følte Tilbøjelighed til nu
selv engang at være Avtoriteter. Partihøvdingerne
var ikke mere unge og ikke længer stridbare. De
fornegtede just ikke deres Program, men de opsatte
eller udsatte dets Virkeliggørelse; de stræbte
at komme udenom det. Den virkelige Magthaver,
Gambetta, skyede Ansvaret og støttede Ministerier
af venstre Centrum. Saaledes beholdtes kun altfor
mange fordærvelige Fortidsindretninger, og saaledes er
f. Eks. Politiraagten endnu den Dag idag Kejserdømmets
Politimagt, der tidt (som ved de talrige Arrestationer
af unge frisindede Russere i Marts 1902) optræder
med skændig Vilkaarlighed.
Da var det, at Clemenceau for første Gang forlangte
hvad han siden sit Liv igennem har krævet, Løfternes
Indfrielse, Omvæltningens Gennemførelse. Han optog
Magthavernes Ungdomsprogram, det af dem opgivne, og
det viste sig, at dette Program, der engang simpelthen
var det republikanske, nu var blevet det radikale
Program.
Og med ikke ringe Skræk saa nu mange, at dette
var Alvor, at denne Mand ingen Udflugter taalte
og intet Vrøvl, men at han var Energien selv i
Menneskeskikkelse, og at han uden ringeste Betænkning
eller Barmhjertighed styrtede enhver Minister, ja
ethvert Ministerium, som sveg eller gik udenom.
Man véd i Reglen ikke stort andet om Clemenceau
end dette: Det er den Mand, hvis Særegenhed det var
at styrte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
