Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Geniet
137
Drømmevælden, Følelsen af gennem den at være
den Udkaarne og Fornemme, og den rent kvindelige
Tilstand af Angst og Feberuro, hvorunder den indre
Modtagelighed bliver saaledes glødende, at den lader
sig forme plastisk som smeltet Glas - ogsaa denne
Side af Genialiteten er rent sagligt fremstilt. Men
la Foscarina er som genial Personlighed ikke Effrenas
Lige; i sin Egenskab af Skuespillerinde føler hun
sig kun som et tjenende Væsen, der underkaster
sig den frembringende Aand. Endelig er ved hendes
Elskovsforhold til Effrena ogsaa hun rykket ind under
den rent personlige Opfattelses Synsvinkel.
I Léon Daudet’s Roman Den sorte Stjerne er
derimod en ganske saglig Opfattelse af Geniet
forsøgt. Hovedpersonen har i sit hele Anlæg og Væsen
ikke det Ringeste med Forfatteren at gøre, og medens
d’Annunzio for sin Helt har al den Ømhed, hvormed
man elsker sig selv, har Daudet for sin Hovedperson
inderst inde Afsky og Had. Alligevel er denne anlagt
paa at tage sig langt større ud end Stelio EfFrena,
ligesom han indtager en ganske anden Plads i den
civiliserede Verdens offenlige Liv. Han er ikke
blot et enkelt Lands kunstneriske Repræsentant, men
berømt Jorden over og studeret, bedømt, efterlignet
og bekæmpet, saa vidt Kulturen naaer.
Skønt Daudet i stærk Modsætning til d’Annunzio
ærligt har stræbt at ukendeliggøre sin Model ved at
lade Hovedpersonens Fødested, Forhold, Privatliv,
hans kunstneriske Løbebane og Vendepunkterne i
hans Historie fjerne sig saa stærkt som muligt fra
Modellens, skelner man dog ret tydeligt Modellen
igennem, og det er ingen ringere end Victor
Hugo. Som bekendt har Léon Daudet været gift med
Hugos Sønnedatter og derved havt en ualmindelig
Lejlighed til at fordybe sig i et Verdensgenis svage
og frastødende Egenskaber. Der er dog ingensomhelst
Anledning til Harme over Uvarsomhed; thi Malauve
staar Hugo saa fjernt, at denne ikke rammes; derimod
er der vel Aarsag til Uvilje over det hele smaalige
og ondskabsfulde Grundsyn. Man kan ikke værge sig
mod en Fornemmelse af Lede ved at se et Geni, der
efter Forudsætningen har opnaaet Ry og Hyldest fra
alle civiliserede Lande, gengivet som Vrængbillede
uden en Gnist af Lune og fremstilt som Kulturmagt med
kold Anerkendelse blot for som Menneske at stemples
med Foragt.
Dog det, der i Forhold til den samtidige italienske
Skildring af Geniet vækker Opmærksomhed, er den
Opfattelse af den geniale
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
