Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
182
Dreyfus-Sagen
Medens der blandt de bedst begavede Nationalister
er adskillige, som er ilde tilmode ved det Parti,
de har taget, og som inderst inde ønsker, at de ikke
saaledes havde overvældet Dreyfus og dem, der hævdede
hans Uskyld, føler Dreyfusarderne sig i Reglen ikke
blot løftede ved Bevidstheden om at have sat meget paa
Spil i en god Sags Tjeneste, men ogsaa ved Følelsen af
at have sejret over en Modstand, som havde Titusinde
til sin Raadighed, hver Gang de havde ti.
Fuldstændig er Følelsen af Triumf dog ingenlunde
og kan ikke være det paa Grund af to afgørende
Begivenheder. Den første er Benaadningen, den anden
er Amnestien. Begge har splittet Dreyfusarderne i
modsatte Grupper; men paa helt forskellig Maade.
Benaadningen, der fulgte umiddelbart paa den
oprørende Krigsretsdom i Rennes, virkede i Evropa
dels beroligende, forsaavidt den gav Sikkerhed for,
at den Uskyldige ikke paany vilde blive underkastet
Fængselstorturen, dels opirrende, fordi man
fandt Tragediens Helt forringet ved den, og fordi
Retfærdigheds-kravet forblev uopfyldt.
Blandt Frankrigs Dreyfusarder var Indtrykket ligeledes
meget blandet. Enkelte var tilfredsstillede, fordi,
som de hævdede, en Benaadning under de givne Forhold
var lig med en Frikendelse fra Regeringens Side og
enstydig med en Underkendelse af Dommen. Andre var til
Mode, som havde man ved dette ene Træk forspildt alt
deres flereaarige Arbejde. Som en af dem en Dag sagde:
«Tidligere havde Manden ingen Ting forraadt; men den
Dag, han tog imod Benaadningen, forraadte han alle
os andre». Enstemmigt føjede man forøvrigt til, at
Alfred Dreyfus selv intetsomhelst Ønske havde udtalt
om Benaadningen, men at han i sin Afkræftelsestilstand
havde ladet sig overtale til at modtage den, da den
bødes, fordi han faktisk ikke havde Modstandskraft
nok til at udstaa fornyet Fængselsstraf og nærede
det naturlige Ønske at bevare sit Liv for sin Hustru
og sine Børn, medens han samtidig forbeholdt sig, saa
snart det var muligt, at føre sin Sag frem paany. Ikke
mindre enstemmigt tilføjedes forøvrigt, at det var
Joseph Reinach, som havde udvirket Benaadningen.
Paa Spørgsmaalet om det forholdt sig saadan, svarede
Joseph Reinach nylig med største Aabenhed: «Ja, det
er mig, ene og alene mig, der har krævet og straks
opnaaet Benaadningen; jeg véd, man har dadlet mig
derfor, men jeg overtager med Sindsro
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
